Europæerne lavede effektive krudtopskrifter, som kunne anvendes til fremstilling af krudt til kanoner og håndvåben. Det skete med en sådan hastighed, at våbenkamrene rundt omkring i Europa omkring 1350 indeholdt store mængder af krudt og kugler.
Allerede i 1200-tallet giver en engelsk munk opskriften på fremstilling af fyrværkeri:”…et hylster til flyvning skal være langt og snævert og fyldes med godt pakket krudt, mens et hylster til torden skal være kort og tykt, halvt fyldt med pulver og bundet solidt til i begge ender med jerntråd.” Man kender således både til at lave raketter og kanonslag.

Det virker sandsynligt, at det nødvendige salpeter blev importeret fra Kina, og at det blevet fragtet via Silkevejen til Europa, hvor det blev omtalt som ”kinesisk sne”.
I det 14. århundrede forekommer de første omtaler af ”salpeter-plantager” i Europa, hvor salpeteret blev produceret. Men man går ud fra, at en stor del af det nødvendige salpeter fortsat er blevet importeret til Europa fra Asien.

Med tyrkernes erobring af Konstantinopel (Istanbul) i 1453 begrænses de normale handelsveje, og det bliver vigtigt at finde søvejen til Indien og Østen. Omkring denne tid var europæernes forbrug af krudt nok også nået op på mængder, der gjorde kamel-transport af salpeter utilstrækkelig. Krudtets to andre ingredienser, trækul og svovl forekom i Europa. Trækul blev brændt lokalt, mens svovl kunne hentes fra områder med vulkansk aktivitet f.eks. Sicilien og Island.

I sin bog om krudtværket på Frederiksværk, skrevet i anledning af værkets 200 års jubilæum i 1958, skriver militærhistorikeren Egon Eriksen, at de store opdagelsesrejser sidst i 1400-tallet ikke kun handlede om peber og kanel, men nok så meget om salpeter.
Historien har også vist, at det var de lande, der beherskede søvejen hertil, der var tidens stormagter, i rækkefølge portugiserne, hollænderne og englænderne. Det var her ”stormagten” Danmark også forsøgte at være med, men med begrænset held.

Kilderne viser, at englændernes eksport gik fra 10 ton per år i 1620’erne til gennemsnitligt at ligge på omkring 500 tons salpeter per år i 1660’erne og fremefter. I 1670’erne nærmede handelen sig omkring 1.000 tons per år og toppede med over 2.000 tons i 1742 og 1743. Eksporten fortsatte helt op til slutningen af det 19. århundrede – i 1850’erne var handelen på over 30.000 tons, men omfanget faldt til 18–20.000 ton i begyndelsen af det 20. århundrede. Det røgsvage krudt var ved at vinde indpas.