Hvor salpeter er en kemisk forbindelse, der med sit indhold af ilt kan nære en forbrænding, så er svovl et grundstof, endda et af dem, man har kendt til helt fra oldtiden.

Det fungerer som ”brændsel” (i lighed med trækullet) og endvidere sænker det krudtets antændelsestemperatur. Ordet for stoffet er det samme på de fleste europæiske sprog og stammer i første omgang fra latin ”sulphur”. Ordet er kommet ind i latin ret sent, og det stammer muligvis fra oldindisk. På græsk hedder svovl ”theion” (”det guddommelige”), et ord der ligeledes indgår i det moderne kemiske sprog som stavelsen –thio (”indeholdende svovl”).

I Østen fik man hovedsageligt sit svovl fra Java i Indonesien, medens Europa fik sit fra Island og Sicilien.

Under forskernes ophold i Indien blev fortet Jaisalmer i den vestlige del af Indien også besøgt. Hér blev for nogle år siden fundet noget svovl, formentlig bragt hertil allerede i middelalderen.

Da rygtet om krudtdepotet dukkede op, blev den lokale turistchef stærkt bekymret, idet han frygtede turisterne nu ville svigte byen af frygt for at det hele ville sprænge i luften. Han tilkaldte hæren som fjernede de to tons meget gammelt krudt og destruerede det kort efter. Forskerne fik senere fat på en prøve på det måske eneste bevarede middelalderlige krudt i verden. Men analysen viste at det ikke var sortkrudt, men rent svovl.

Svovlet fremkommer i områder med vulkansk aktivitet, f.eks. i Island i de store termiske områder i den nordlige del af landet. Ved lokaliteten Ga’sir har arkæologer fra Akureyri Museum udgravet de første svovlhandelspladser, man kender til. De dateres til 1300-
tallet, og det er ikke kun svovlet, der er blevet handlet her, det er også blevet bearbejdet i en forædlingsproces, der gjorde det egnet til krudtproduktion!

Island ligger på den midtatlantiske højderyg, hvor den nordamerikanske plade bevæger sig mod vest og den eurasiske plade mod øst. I sprækken, som går diagonalt gennem øen, kommer svovlet op. Det har hovedsageligt været udnyttet mod nordøst og i sydvest. Forklaringen herpå er tilgængeligheden og muligheden for udskibning.

Oprindelig har forekomsterne, som lå på overfladen, måske været meget omfattende, men i takt med udnyttelsen er de svundet ind og har ikke kunne gendannes i samme tempo. Allerede i 1600-tallet er det ved at være slut, og fra engang i 1700-tallet bliver kvaliteten så dårlig, at de fleste ophører med brugen heraf; selv i Danmark vil krudtmøllerne helst ikke anvende det islandske svovl, selv om staten meget gerne så det.

Grunden hertil var, at forekomsterne, der ellers var meget rene - de rigtige steder, indeholdt nogle få procent silikater, der er vandsugende og derfor ødelægger krudtet, hvis de ikke bliver fjernet, hvilket var vanskeligt med datidens metoder, som bestod af vaskning eller rensning ved smeltning, eventuelt tilsat levertran, der skulle binde urenheder, som kunne afskummes.

Handelen med svovl var ofte i hænderne på kirken. I 1200-tallet var det ærkebiskoppen i Nidaros (Trondheim), der sad på den. I 1300-tallet går den over til den norske konge. I 1400-tallet var det de engelske købmænd, der dominerede, medens det i første del af 1500-tallet var hanseaterne.

I februar 2007 besøgte forskerholdet svovlminerne på Sicilien. Selv om svovlet hér naturligvis også har en vulkansk oprindelse, så findes det i dag som sedimenter blandet med bl.a. kalk. Oprindeligt blev indholdet af frit svovl, som kunne ligge mellem 10 % og 40 % udsmeltet i primitive miler (”calcarelli”). Kun 1/3 blev imidlertid udvundet ved denne metode, medens 2/3 brændte bort som svovldioxid. Senere gik man over til en metode med tildækkede miler (”calcaroni”). Svovludbyttet blev nu omkring 50 %. Den sidste metode foregik i kammerovne (”forni”), hvor svovludbyttet nu kunne komme op på 80 %.