Salpeterproduktion efter de gamle metoder og salpeterproduktionen i Europa | VG3
Projecter »
Related materials
Bakterierne i jorden kan med luftens hjælp ilte ammo¬niak over hydroxylamin til nitrit og videre til nitrat. Disse nitrifications-processer foregår kun med rimelig stor hastighed under meget var¬me klimatiske forhold, hvor jordens pH, fugtindhold og indhold af ammoniak fra forråd¬nelse af organisk materiale ligger inden for bestemte grænser.
Det udkrystalliserede salpeter er dog ikke direkte anvendeligt til fremstilling af krudt, da det foruden kalisalpeter (kaliumnitrat) tillige indeholder kalksalpeter (calciumnitrat) og magnesiumnitrat. Man har derfor opsam¬let den salpeterholdige jord og blandet den med vand og potaske (kaliumcarbonat).
Gennem udludning under opvarmning har man derefter opløst alle nitraterne, mens indholdet af calcium og mag¬nesium er udfældet som tungtopløselige karbonater.
Ved filtrering, inddampning og afkøling har man endelig kunnet udvinde det ønskede salpeter, som ved gentagne omkry¬stalliseringer er blevet renset for urenheder, så man har kunnet bruge det til fremstilling af krudt.
En imponerende proces, når man tænker på, at den tids mennesker faktisk ikke har kendt teorien men kun har kunnet konstatere resultaterne.
Inspiration fra s. 12 i Bogen om Krudt Lars Hoffmann Barfod og Jens Chr Balling Jensen, Politiken 1992.
Salpeterproduktion efter de gamle metoder Salpeterproduktion i Europa
Salpeterproduktion efter de gamle metoder
Salpeter dannes, når visse bakterier nedbryder organisk materiale som f.eks. planter, dyr, afføring, urin. Salpeter er letopløseligt i vand, så hvis nedbrydningen foregår i et fugtigt klima, vil regnen udvaske salpeteren af jorden. Naturlig salpeter forekommer i tørre egne f.eks. i det østlige Indien Bengalen og visse egne af Kina og Chile.
I dag bliver salpeter lavet af (industrielt fremstillet) salpetersyre, men det viste sig at familien, som forskerholdet traf i Agra, også havde et anlæg til at udvinde salpeter på gammeldags manér. På opfordring gentog de så processerne, så forskerholdet kunne dokumentere dem.
Den første proces var udvindingen af salpeteret, og opløselige salte fra den ”salpeterjord”, der var blevet indsamlet. Jorden blev spredt ud i et tyndt lag i et rektangulært formet hul, og vand blev hældt over. Hullet havde et falsk gulv, som vandet kunne løbet igennem, for herefter at blive opsamlet i en beholder i den ene ende af hullet.
I den næste proces blev væsken, der blev opsamlet fra hullet, kogt ind på en stor jernpande, og når det meste af vandet var fordampet, skulle det køle ned – derved blev salpeteret udskilt fra opløsningen sammen med andre urenheder og krystalliseredes på bunden af panden.
I den tredje proces opløstes salpeteret i kogende vand i en stor lav pande. Opløsningen i panden blev konstant suppleret, og vandet reduceredes, indtil kun en ekstremt mættet opløsning af salpeter var tilbage. Dette blev derefter transporteret over i sedimenteringstanke, hvor salpeteret krystalliseredes i lange stavagtige krystaller.
I Europa udvikledes i nogle lande metoder, hvor man kunne udnytte ammoniakken. Det var primært dyrs urin, men det var en langsommelig proces,
Kilde: Egon Eriksen og Ole Frantzen: Dansk Artilleri i Napoleonstiden.Tøjhusmuseet 1989, s. 139
