Galathea 3 forskere tog til Bengalen – krudtsalpeterets oprindelsessted | VG3

Projecter »

Galathea 3 forskere tog til Bengalen – krudtsalpeterets oprindelsessted

Krudtforskernes projekt gik ud på at kortlægge og beskrive de middelalderlige svovl og salpeterforekomster.

Pages from nyhedsbrevjan07tilweb_img_8.jpg

Nogle forskerhold arbejdede på ekspeditionsskibet "Vædderen”, der sejlede rundt om Jorden 2006-07, mens andre lavede landbaserede Galatheaprojekter.

Krudtforskernes projekt gik ud på at kortlægge og beskrive de middelalderlige svovl og salpeterforekomster og se nærmere på de internationale handelssystemer, som måtte opbygges, for at den europæiske krigsmaskine kunne fungere.

De tog til Bengalen i Indien i november 2007. Her ville de lokalisere det, der var tilbage af den oprindelige salpeterproduktion og studere produktionsprocessen for at få mere viden om selve produktionen i Indien helt fra middelalderen til tidlig moderne tid.

Derudover ville gruppen undersøge et fund af middelalderligt krudt, der blev rapporteret om i 2002 i Jaisalmer i den vestlige del af Rajasthan.

Det lykkedes at genopdage den type salpeterproduktion, som har haft en afgørende betydning for krigenes udfald i Europa.

Salpeter-Svovl-27-aug_html_51488d63.jpg

Desværre viste det sig, at det bedste tidspunkt for salpeterudvinding er april/maj og forskerne kom i november! Med hjælp fra professor Balasubramaniums fra Teknologi Instituttet i Kanpur fik de, på trods af dette, mulighed for at se hele processen fra start til slut, og de fik også lov til at samle prøver fra de materialer, der blev anvendt i hvert stadie af salpeterproduktionen.

Oprindelig har man i Bengalen fremstillet salt (NaCl), og måske opdaget biproduktet salpeter (Kaliumnitrat - KNO3). Senere blev det salpeterproduktionen der var det vigtigste. I praksis finder man de store forekomster af salpeter langt oppe af de store floder, primært Ganges f.eks. ved Agra, men udskibningen fandt sted i Bengalen, deraf navnet ”bengalsk salpeter”.

Fænomenet skyldes det store indhold af ammoniak i jorden, der igen skyldes de tusindvis af mennesker og dyr, der har levet hér i tusindvis af år, samt materiale bragt ned med floderne fra Himalaya. I området nordøst for Agra, i en by ved navn Jalesar, der også er kendt for sin glasfremstilling, besøgte forskerne en familie, hvor fire generationer har fremstillet salpeter.