Det er tankevækkende, at når man prøver at få en bedre forståelse af denne ”djævelske” opfindelse, viser det sig, at der er en næsten komplet mangel på detaljerede studier af de fleste aspekter vedrørende produktion og brug af krudt.
Resultatet er, at vores forståelse af krudtet og krudtvåbnenes rolle i forbindelse med krigene i Europa og opbygningen af vores moderne samfund er meget mangelfuld.

Forskerne har ofte betragtet de første kanoner som lidet effektive og med ringe træfsikkerhed, kun egnet til at skræmme fjenden med bulder og brag.
.
Forskergruppen havde på forhånd gjort følgende overvejelser: Hvordan var krudt udviklet, hvor godt virkede det, og hvordan har det udviklet sig gennem tiderne.
Ved at kombinere viden om ydeevne, videnskabelig analyse og eksperimentelt arbejde med tilgængelig information i de originale kilder kan man skabe en bedre forståelse.
Med dette formål for øje etableredes en gruppe af internationale specialister med base på Middelaldercentret i Nykøbing Falster i 2002 (Ho-gruppen).

Det indledende eksperimentelle arbejde illustrerede, at simple krudtblandinger var ekstremt effektive i små testkanoner, men eksperimenterne var diskutable, idet de var påvirkede af brugen af moderne materialer, mere specifikt ren kaliumnitrat (salpeter).
Ville krudt lavet ud fra middelalderlige opskrifter og med råmaterialer fremstillet ved middelalderlige metoder ændre resultatet? Ho-gruppen ville forsøge at genskabe middelalderligt krudt så historisk korrekt som muligt - helt ned til fremstillingsteknikkerne for de tre bestanddele.

Selve blandingen var sortkrudt og bestod af en mekanisk blanding af salpeter, svovl og trækul f.eks. i forholdet ca. 75%, til 10 %, til 15%. (angivelsen er vægtprocent).

Svovlet gjorde krudtet let antændeligt, og salpeteret afgav den fornødne ilt til kullets forbrænding .

Egenskaberne af dette komplekse materiale afhænger af mange variabler: partiklernes størrelse, renheden af dets komponenter og graden af komprimering. For yderligere at komplicere billedet er kornstørrelsen yderst vigtig – krudt som f.eks. er brugbart i kanoner, kan således ikke anvendes i små våben.

Fremstillingen af krudt var en velbevogtet hemmelighed, og det var også et meget risikabelt håndværk. Modsat hvad man måske skulle tro, så er det hverken svovl eller salpeter, der er den farlige del, men trækul. Når det er helt rent og meget fint pulveriseret, kan trækul selvantænde , og det kan "forårsage en"eksplodere ved den mindste gnist.