Seismiske undersøgelser
Dette kan gøres ved forskellige typer akustiske undersøgelser, der fungere lidt på samme måde som ekkolod. Under Galathea 3 ekspeditionen blev der anvendt seismik (se http://virtuelgalathea3.dk/projekt/seismik-anegada-truget), der viser, hvor bunden må forventes at være hård, og derved uegnet til prøvetagning, og hvor der er aflejret store mængder aflejret materiale (sediment). De seismiske profiler, der blev foretaget under ekspeditionen er vist på Figur 4A. Et af disse profiler viste en stor aflejring af sediment (Figur 4B), og der blev foretaget en boring her (røde pil, Fig 4B).

Figur 4. A) Under Galathea 3 ekspeditionen blev der foretaget både seismiske og flerstråle-ekkolod optagelser undersøgelser langs en række profiler på tværs og langs af Virgin Islands bassinet. De er nummereret 1-12. Kortet viser desuden dybdeforholdene, der var kendt overordnet, men ikke detaljeret før Galathea 3 ekspeditionen. B) Resultaterne af flerstråle-ekkolod undersøgelserne giver et meget mere detaljeret billede af dybdeforholdene i Virgin Islands Bassinet end tidligere. B) Baseret på de seismiske undersøgelser, blev der bla. identificeret et område ud for Salt River nord for Skt. Croix (markeret med rød cirkel på Figur 4A), hvor der er afsat store mængder aflejringer gennem tiden. Dette område, som har en vanddybde på ca. 3900 m blev udvalgt til nærmere undersøgelse gennem optag af en marin sedimentkerne – en såkaldt gravity kerne.

Gravity kerner
En gravity kerne indsamles ved hjælp at en gravity kernetager. Det er basalt set et 3-40 m langt, hult stålrør, der gives ekstra tyngde gennem påsætning af vægtklodser. Kerne-tageren er fastgjort til et spil med en stålwire og sænkes ved brug af spillet fra forskningsskibet ned gennem vandsøjlen til havbunden. Her trænger røret fra kerne-tageren ned i havbunden – indtrængningsdybden afhænger af havbundens beskaffenhed, kernetageren vægt og naturligvis rørets længde. Ved kernetagningen tilstræbes det, at røret fra kernetageren trænger langt ned i havbundens sediment, samtidigt med at den øverste del af kernetageren stikker op fra havbunden. Det vil betyde at man kan optage mest muligt materiale uden at det presses for meget sammen.

Når kernetageren er trængt ned i havbunden trækkes den langsom op igen. Sedimentet fra havbunden, som er skubbet ind i røret holdes på plads af små stålfingre, den såkaldte kerenfanger, så det ikke falder ud igen.

Indersiden af stålrøret fra kernetageren er foret med et udskifteligt plastic-rør. Når kernetageren er bragt tilbage på skibets dæk efter prøvetagningen, bliver plastikrøret og dermed også havbundsaflejringerne trukket ud af stålrøret og skåret op i 1-meter lange stykker. Disse kernestykker kan nu opbevares sikkert indtil de kan analyseret hjemme i laboratoriet.

Bokskerner
Selvom gravity kerner i princippet indeholder alle aflejringer fra havbunden og nogle meter ned, vil sedimenterne på selve havbunden ofte være noget forstyrrede. Hvis man vil være sikker på at få de øverste centimeter af havbundens sedimenter, vil man også tage en bokskerne. En bokskerne-tager er basal set en 30-50 cm høj kasse (rund eller firkantet), der er åben i top og bund. Kassen sænkes ned på havbunden, hvor den trænger nogle decimeter ned i havbundens aflejringer. Når kassen trækkes op igen vil en lukkemekanisme klappe sammen og lukke bunden - ligesom i en musefælde. Derved kan man få en uforstyrret prøve af havbunden, og ofte ser man levende organismer såsom søstjerner, polychaeter (marine orm) eller mosdyr på overfladen.

Vædderen var udstyrret med en usædvanlig stor bokskerne-tager, der pga. den størrelse var døbt ’Brutalis’. Der blev optaget en lang række op til 40cm lange bokskerner på forskellige vanddybder (ca. 50-4000 m vanddybde) under Galathea 3 Ekspeditionen. Ud over ny viden om de nutidige forhold, giver analæyserne af disse bokskerner information om klima og havstrømme gennem de sidste 2000-3000 år.