Metaller | VG3
Projecter »
Projektet på Galathea 3 hedder Miljøfremmede stoffer og metaller, fordi de fleste menneskeskabte kemiske stoffer ikke findes naturligt - og derfor er miljøfremmede. De fleste metaller findes naturligt og er derfor ikke fremmede for miljøet.
Metaller forekommer ganske vist naturligt, men kun i en bestemt mængde. Den naturlige koncentration af metaller kalder man baggrundsniveauet.
Menneskenes forurening kan betyde at der skabes en højere koncentration af metallerne. En unaturlig høj koncentration kan være giftig for levende organismer.
Tungmetaller er metaller, som har en densitet (massefylde) på over 5 g/cm3. Det betyder at langt de fleste metaller kan karakteriseres som tungmetaller.
Tabel over udvalgte metaller ordnet efter densitet (se tabellen øverste oppe).
Nogle af disse metaller er i små mængder nødvendige for levende organismer. Men nogle af disse metaller kan samtidig være giftige for os og andre levende organismer, hvis koncentration bliver for stor. Det drejer sig fx om:
- Nikkel (Ni), der findes i alle kroppens organer, det indgår bl.a. i omsætningen af kulhydrater, da det forstærker virkningen af insulin. Et menneske indeholder ca. 1 mg nikkel.
- Kobber (Cu), der indgår bl.a. som en vigtig bestanddel i mange hormoner, der fungerer som signalstoffer i kroppen. Et menneske indeholder ca. 72 mg kobber.
- Zink (Zn), der findes i alle kroppens celler, det indgår bl.a. i de enzymer der medvirker til kroppens omsætning af kulhydrat, protein og fedt. Et menneske indeholder ca. 2,3 g zink.
Andre metaller har ikke nogen kendt nyttig virkning på levende organismer. Især tungmetallerne cadmium, bly og kviksølv har skadelige virkninger ved selv små koncentrationer:
- Bly kan give mavesmerter og påvirke koncentrationsevnen, nervesystem, nyrer mm.
- Cadmium ophobes i lever og nyrer, og kan påvirke nyrerne efter mange års ophobning.
- Kviksølv kan skade nervesystemet og betyde en langsommere indlæring.
Disse særligt farlige tungmetaller kan vi ikke - eller kun meget langsomt - komme af med, når de først er kommet ind i vores system. Derfor ophobes de i kroppen.