Tilbage i 1920’erne talte Johannes Schmidt antallet af ryghvirvler på ål og ålelarver. Det førte ham til at konkludere, at alle de europæiske ål tilhører samme art.
Mange forskere har siden været uenige med Johannes Schmidt, fordi de ikke synes, at antallet af ryghvirvler er et tilstrækkeligt grundlag til at afgøre, om ålen tilhører én art.

Forskerne på Galathea 3 fangede omkring 200 ålelarver i Sargassohavet. Der er nu lavet DNA-undersøgelse af alle ålelarverne fra Sargassohavet. Disse DNA-prøver er blevet sammenlignet med DNA-undersøgelser fra 1010 glasål fra forskellige steder i Europa.

DNA-analyserne viser, at alle ål fra Island til Marokko tilhører samme art – den europæiske ål (angullia angullia). De mødes alle i Sargassohavet for at gyde. De små ålelarver fra æggene i Sargassohavet kan have forældre fra hele Europa og Nordafrika. Den europæiske ål omfatter således alle ål i hele Europa og i Nordafrika.

Der findes omkring 15 forskellige ålearter i verden. Det er kun tre af arterne der fanges, sælges og spises. Det er den nordamerikanske ål, den japanske ål og den europæiske ål.

Løsningen af spørgsmålet om den europæiske åls artsforhold rejser nye spørgsmål, som forskerne er gået i gang med at finde løsninger på:
- Hvordan kan det være, at ål der lever så lagt fra hinanden er samme art?
- Hvordan kan ålen være tilpasset livet i arktiske egne højt mod nord såvel som det varme klima i Middelhavet?
- Hvordan kan man sikre ålens overlevelse som art, når den lever i så mange forskellige lande?