Man ved også, at ålene undervejs bliver kønsmodne og klar til at gyde.
Endnu har ingen fanget en ål på vandring mod Sargassohavet. Selvom man forsøgte på Galathea 3, så lykkedes det ikke.

Forskerne på Galathea 3´s åleprojekt benyttede sig også af en anden metode for at kortlægge ålenes rute:

Man har udviklet et satellitmærke, der er så lille, at en ål kan svømme med det.
Allerede i løbet af oktober og november 2006 satte forskerne satellitmærker på 22 voksne ål. Ålene blev målt og vejet, før de blev sat ud i havet fra Galway i Irland.
Satellitmærkerne var tidsindstillede, så de løsnede sig fra ålene i marts – april 2007 og flød op til overfladen. Når satellitmærkerne flyder på vandet, kan de sende oplysninger til en satellit om ålens svømmerute.

Det lykkedes at få data fra 14 af de 22 satellitmærker. Disse data gav forskerne helt nye oplysninger om ålenes færden:

På kortet her ses hvor nogle af satellitmærkerne er registreret (o). Nogle af ålenes satellitmærker (71077 og 71086) har bevæget sig for langt med strømmen inden dataene kunne aflæses. Et par stykker lader til at være blevet spist (+). De små grå prikker (▪) viser steder, hvor satellitmærkerne har været undervejs på ålenes svømmetur.

Satellitmærkerne viser, at ålene ikke svømmer den direkte vej til Sargassohavet. De starter med at svømme lidt mere mod syd – ned mod Azorerne. Efter Azorerne følger ålenes rute de havstrømme, der er i området – den Kanariske strøm og den Nordækvatoriale strøm.

Satellitmærkerne kan ikke vise hele ålens rejse. Der er kun data fra de første 1.300 km. Af den ca. 5.000 km. lange rejse til Sargassohavet.

- Derfor ved man nu, at ålene udnytter havstrømmene i stedet for at svømme den direkte vej til Sargassohavet. Men man ved stadig ikke præcis hvor i Sargassohavet gydningen sker.