Variationer i højden af havoverfladen | VG3

Projecter »

Variationer i højden af havoverfladen

Man har i de sidste 15 år fundet ud af, at havet er meget mere dynamisk end man troede.

HavHojde_4_L.jpg

Ud over de permanente strømme som man kan se fra havets middelhøjde har man i de sidste 15 år fundet ud af, at havet er meget mere dynamisk end man troede. Denne viden har man først og fremmest fået ud fra satellitobservationer af havoverfladens højde, hvor havets middelhøjde er trukket fra.

Når man skal se på højdevariationer fjerner man havets middelhøjde. Disse højdevariationer kaldes havniveau anomalier.
Når en så stor og kraftig strøm som Golfstrømmen flyder af sted med stillestående vand på begge sider, begynder den at bugte sig og skabe mindre oceanstrukturer såsom hvirvler. Disse strukturer har typiske størrelser på 100 km og varierer meget. De flytter sig og ændrer sig hele tiden og kan observeres fra satellit. En hvirvel skabt af Golfstrømmen kan leve i over et år med kraftige cirkulære strømme inde i hvirvlen.

HavHojde_4_L.jpg

Der findes to typer hvirvler der roterer hver sin vej: med uret og mod uret. Begge typer eksisterer samtidig omkring Golfstrømmen og de kan tydeligt ses i figuren som områder med lavt eller højt havniveau. Hvirvlerne kaldes for kolde og varme ”ringe”, da hvirvler med lav vandstand ses som kolde ringe i satellitbilleder af overfladetemperatur og hvirvler med høj vandstand er tilsvarende varme ringe.

Klik her for at se google maps kortet tilknyttet laesestoffet

Figur 3 viser et udsnit af havniveau anomalierne fra Golfstrømmen, hvor man kan se de hvirvler der eksisterede i August 2006. Farverne indikerer højden på havoverfladen i centimeter i forhold til middelhavoverfladen. Rød betyder således at overfladen er omkring 1 meter højere end i middel i det område.

Lignende hvirvler genfinder man overalt i oceanet, men de kraftigste er altid forbundet med de stærke strømme. Således er områderne omkring Kuroshio Strømmen i Stillehavet og Aghulas Strømmen udfor Kap Det Gode Håb i Sydafrika også steder hvor man typisk ser mange hvirvler og meget stor variabilitet i havniveauet.