Antallet af europæiske ål er faldet drastisk. Det kan man også se på hvor mange ål, der er fisket i løbet af de sidste mange år. Omkring 1930 landede det danske ålefiskeriet helt op imod 5.000 tons ål i danske havne. Ved årtusindskiftet var dette tal helt nede på omkring 500 tons ål. Billedet er det samme i hele Europa.

Figuren viser antallet af ål, der er fisket siden 1920. Faldet i ålefiskeriet følger udviklingen i ålebestanden.

Der er flere årsager til, at der er så mange færre ål.

- Gennem årene har man fisket så mange af de voksne ål, at der ikke har været mange ål der kunne svømme til Sargassohavet og gyde. Det har betydet en nedgang i bestanden af ål.
- Ålenes naturlige rejse op ad åer og floder for at finde mad forhindres mange steder af dæmninger og vandkraftværker.
- Mange af ålens levesteder i Europa er forsvundet eller forringet på grund af fx byggeri og forurening. Der er simpelthen ikke plads til så mange ål, som der var engang.
- Selvom de fleste (90 %) af de ål, der sælges kommer fra dambrug, hjælper det ikke voldsomt på bestanden af ål. Man kan ikke udvikle ålelarver i fangenskab, i stedet indfanger man de små glasål og opdrætter dem.
- I starten af 1980’erne kom ålens svømmeblæreparasit til Danmark og dermed til de danske ål. Det var fordi man importerede ål fra Japan til fiskeopdræt, og nogle af de japanske ål havde svømmeblæreparasitten med. Svømmeblæreparasitten kan især betyde, at ålene svækkes på den lange tur til Sargassohavet og dør, før de når at gyde.
- Ålen er en fed fisk. Mange miljøgifte kan ophobe sig i ålenes fedt. Når ålene skal bruge sine fedtreserver på den lange svømmetur til Sargassohavet frigives miljøgifte. Det kan betyde, at ålene bliver forgiftet eller at deres frugtbarhed bliver nedsat.

Ålen er nu en af de arter, der er optaget på CITES liste over truede arter. CITES er en international aftale om at beskytte vilde dyr og planter ved at begrænse handelen med dem. Det betyder, at man skal have en særlig tilladelse for at fange og sælge ål.