Forskerne ved endnu ikke hvor nærtbeslægtede de forskellige populationer af dolkhaler er. De er også i tvivl om, hvorvidt den enkelte population udgør en isoleret enhed, eller om populationerne måske bliver blandet på grund af menneskelig påvirkning.

Men resultaterne viser tydeligt, at de asiatiske dolkhaler af slægten Tachypleus er monofyletiske. Det vil sige, at begge de kendte arter (T. gigas og T. tridentatus) har en fælles stamform, som ikke deles med de andre arter. De to dolkhale-arter har muligvis udviklet sig til to adskilte arter ved spredning og geografisk adskillelse fra lavvandsområder i den centrale del af Sydøstasien - med centrum i Thailand, Indonesien og Malaysia, hvor T. tridentatus muligvis opstod ved at bevæge sig nordpå til Japan.

Man antager, at den tredje asiatiske art Carcinoscorpius rotundicauda har udviklet sig i det oprindelige udbredelsesområde ved at invadere ferskvandspåvirkede biotoper som f.eks. flodudmundinger. Ved at anvende andre genetiske analyser regner forskerne med senere at kunne koble disse begivenheder til kendte forhistoriske ændringer i miljøet.

Se figuren af den foreløbig rekonstruktion af dolkhalernes slægtskabsforhold, som viser mulige begivenheder i deres evolution. 1: tilstedeværelse i den centrale del i Sydøstasien, 2: invadering af ferskvandsbiotoper, 3: udvandring til Japan og østlige del af Sydøstasien. Limulus polyphemus er den nordamerikanske art.

Forskerne kan også se, at dynamikken i populationerne i den centrale del af Sydøstasien er meget forskellig hos arterne C. rotundicauda og T. gigas. Deres foreløbige analyser viser, at C. rotundicauda bevæger sig mindre end T. gigas. En mulig forklaring kan være forskellig levevis hos de to arter. T. gigas lever kystnært og ser ud til let at kunne sprede sig langs kyster og lavvandsområder. Derimod ser C. rotundicauda ud til at være knyttet til ferskvandspåvirkede flodudmundinger og mangrover, og deres migration er ret begrænset.