Dolkhaler er beslægtet med edderkopper og skorpioner, uden dog at ligne dem særlig meget. De har et hårdt skjold og en dolklignende hale. Skoldet fungerer som et ydre skelet, der beskytter kroppens bløddele. Efterhånden som de vokser, skiftes skjoldet ud. Dolkhaler kan blive op til 25 år gamle og hunnerne kan i den alder opnå en længde på mere end en halv meter.

Dolkhaler lever i modsætning til edderkopper og skorpioner af ’hård kost’, men er stort set altædende. I undersøgelser af tarmindhold fra dolkhaler fanget i naturen, finder man mest små tyndskallede muslinger, men de kan æde mange forskellige fødeemner.

Forskerne fodrer bl.a. deres dolkhaler med optøede blåmuslinger med skal og små stykker fisk. Når dolkhalerne skal spise, griber de fødeemnet med klosaksene, som sidder for enden af deres munddele og ben. Herefter føres føden ind mellem hofterne på benene, som er hårde og besat med stive børster. Populært sagt ’tygger de med indersiden af hofterne’.

Se video af Dolkhalelarver der spiser

Se video af Dolkhalelarver der graver sig ned

Videoerne lavet af Ariel Conradsen.

De voksne dolkhaler lever på havbunden i kystnære områder, og når de skal formere sig, kommer de op på land og lægger æg ligesom havskildpadderne. Ynglesæsonen afhænger af hvilken art og geografiske beliggenhed der er tale om.

Indtil videre mener man, at der findes fire arter af dolkhaler. Én art lever langs Nordamerikas østkyst (Limulus polyphemus), mens de tre øvrige arter lever i kystnære områder i Sydøstasien (Carcinoscorpius rotundicauda, Tachypleus gigas og T. tridentatus), se udbredelseskortet. Alle fire arter er på IUCN’s liste over udryddelsestruede arter.