Brugen af fossiler til at korrelere lag fra en bestemt tid med hinanden til trods for store geografiske afstande, kaldes biostratigrafi. Hvor palæogeografien udnytter at dyr der er isoleret fra hinanden på grund af evolutionen vil udvikle sig forskelligt, udnytter biostratigrafien at andre dyr er ens over meget store afstande.

Eksempelvis er mange dyregrupper, der lever på havbunden, ikke i stand til at bevæge sig langt. Bare tænkt på snegle og muslinger. Disse kan meget nemt blive isoleret fra hinanden, som følge af kontineternes bevægelser. Modsætningsvis vil dyr, der kan svømme frit omkring, såsom fisk, ikke være begrænset af afstande. I stedet kan de måske så være begrænset af for eksempel temperatur eller salinitet.

De samme principper må formodes at have været gældende i Ordovicium. Dengang var det især en dyregruppe der hed graptolitter der flød rundt i de øvre vandmasser og derved spredtes over store afstande så man nu kan finde dem i klipper over det meste af kloden. Den tidligste graptolit man kender er Rhabdinopora flabelliformis, fossilet der blev fundet under vejarbejdet i Andesbjergene og senere beskrevet i den gamle rapport. Graptolitter havde yderligere den ’fordel’ set med palæontologens øjne at de udviklede sig meget hurtigt evolutionært. Derved kan man korrelere lag globalt i Ordovicium i meget snævre tidsintervaller på helt ned til 100.000 år på baggrund af graptolitter.

Andre dyregrupper bruges også til biostratigrafi efter lignende principper. Men kendetegnede er det at det skifter alt efter hvor gamle bjergarterne er og hvilke dyregrupper der dominerede oceanerne på det tidspunkt.