Da forekomsten af fossile faunaer ofte er direkte relateret til vanddybden, er det praktisk at have termer, der relativt placerer disse fauner i forhold til hinanden.
Startende fra land, findes den supratidale zone. Det er den del af kysten, der stort set aldrig oversvømmes af havet. Den efterfølges af den intertidale zone, som kun dækkes af tidevandet.

Herinde lever mange opportunist arter, der kan holde til det meget stressende miljø: nogle muslingearter og, ligesom sidst i Ordovicium, nogle brachiopoder og stromatolit algemåtter. Herefter følger den subtidale zone, hvilket vil sige at dette interval altid er overskyllet af havet. Denne zone kan yderligere inddeles efter om det er over eller under bølgebasis, altså om havbunden er blevet påvirket af bølger. I Ordovicium var det specielt i den subtidale zone af shelfen at den største del af dyrelivet fandtes.

Det ovenstående er alt sammen en del af kontinentalshelfen. Denne kan generelt være op til et par hundrede kilometer bred, med en meget lav hældning, og står derfor i stor kontrast til den efterfølgende kontinentalskråning, der har en ret stejl hældning ned mod det abyssale plan (dog kraftigt overhøjet i figur 4).

Af samme grund vil man ofte finde aflejringer der grundet gravitationskraften er ’gledet’ ned af skråningen, som såkaldte turbiditstrømme. Disse er blevet aflejret ved bunden af kontinentalskråningen, på det abyssale plan. Dette kan ofte erkendes ved at sand, eller andet grovkornet materiale ligger hulter til bulter, på en ellers meget finkornede, mudrede overflade. På det abyssale plan er der ofte aflejret mudder under iltfattige forhold der ved omdannelse er blevet til skifre.

At der kun har været begrænsede mængder af ilt, er en fordel, set med palæontologens øjne, da det betyder at de forrådnelsesprocesser der ellers normalt findes i iltrige områder standses eller foregår så langsomt at de døde dyr når at blive begravet af sedimenter inden de er helt opløste. Derved er der større mulighed for at de kan bevares for eftertiden. I det hele taget kræver det en lang række lykketræf (igen set med palæontologens øjne) for at få bevaret et dyr som døde for næsten ½ milliard år siden!