Intro | VG3
Projecter »
Intro

Mange forskellige typer miljøgifte er i dag spredt i havmiljøet over hele verden. Galathea 3 projektet ’Miljøfremmede stoffer og metaller’ sætter fokus på forekomst, fordeling og effekter af miljøgifte i havet. Menneskenes kemiske fingeraftryk i havmiljøet kan blandt andet ses i forekomsten af pesticider (bekæmpelsesmidler) fra landbruget, giftstoffer fra skibsmaling og bromerede flammehæmmere fra elektroniske apparater. Fordelingen af miljøgifte i havet skyldes både lokale tilførsler for eksempel fra floder, byer og havneområder og transport af stoffer med vind og havstrømme.
Selv om mange af stofferne ofte kun findes i lave koncentrationer i havmiljøet, kan forureningen alligevel udgøre en risiko for havets beboere. De skadelige effekter ses blandt andet som hormonforstyrrelser i særligt følsomme dyr. Hormonforstyrrelserne kunne ses mange steder langs ruten. Selv på Antarktis blev der fundet tegn på unaturlige kønsændringer i havsnegle.