Under turen fra Azorerne til Ghana lykkedes det at fange en læderskildpadde på Galatheaekspeditionen.

På skibet indførte men en såkaldt "skildpadde-rulle". Det betød at man på skift holdt øje med skildpadder i vandoverfladen. Havskildpadder skal nemlig op for at trække vejret. Hvis folkene ombord så en skildpadde skulle de kaste en bøje i vandet og meddele kaptajnen, at der var skildpadde i sigte. Herefter skyndte forskerne sig ned i en gummibåd for at følge efter skildpadden.

Det er ikke nemt at fange en læderskildpadde, da de er hurtige og gerne går dybere end mennesket kan dykket. To skildpadder nåede at flygte fra forskerne på Vædderen. Den tredje viste sig at være skrald i vandet og slet ikke en skildpadde. Men fjerde gang på Galatheaekspeditionen lykkedes det fra en gummibåd. Det var på turen fra Azorerne mod Ghana.

Skildpadden blev fanget med en netketcher og tilbragte tiden ombord på forskningsskibet i et soppebassin på dækket. Forskerne tog billeder til deres database. De indsamlede også oplysninger om størrelse, udseende og vægt. Dernæst tog de prøver med henblik på DNA-analyse og de satte et lille mærke i lufferne og  en radiosender på ryggen inden den blev sluppet fri igen.

Kort over havskildpaddernes vandring set via gps er tilgængelig her

http://galathea.oersted.dtu.dk/havskilpader.html

Radiosenderen kaldes også en satellitsender. Det fungerer nemlig sådan at hver gang en skildpadde med sender kommer op til overfladen, sender radiosenderen besked til en satellit i rummet. Bagefter sender satellitten data om havskildpaddens position retur til forskernes internetforbundne computer. Og der bliver så dannet et billede af  havskildpaddens bevægelser.

Normalt anbringer man senderen på rygskjoldet med en speciel slags lim, men det kan man ikke gøre på læderskildpadde, da de har blød, fedtet læderagtigt skjold. Derfor havde forskerne medbragt en slags elastisk sele, der skulle rundt om lufferne. Man kunne så følge skildpaddens vandring. Dagen efter modtog man endnu et signal og på den måde kunne kan kortlægge skildpaddens svømmetur. 

Den læderskildpadde de fangede var næsten 1 meter lang og vejede 85kg. Det var ikke en voksen, men en ung læderskildpadde. Man siger også at den var en "juvenile" - det betyder ung.  Man mener, den var 6 år. 

Forskerne så 10 havskildpadder på ruten med skibet Vædderen og fangede også en voksen olivenbastard skildpadde.  Da skibet nåede til Ghana gik forskerne i land på stranden. Her kunne de om natten se havskildpadder, der kom på land for at lægge æg. Når en skildpadde var færdig med æglægningen og havde dækket sin rede til igen, undersøgte forskerne skildpadderne.

Forskerne fik mærket fem af disse bastardskildpadder. Da skibet nåede til Azorerne havde de en forventning om at finde flere skildpadder. Desværre blev det kun til en lille uægte karette skildpadde på denne del af turen.

Alt i alt fik forskerne mærket tre forskellige arter - Oliven bastard (7), læderskildpadde (6) og grøn havskildpadde (1) og således sat satellitsenderes på i alt 14 individer af havskildpadder.

Desuden blev et samarbejde med skildpaddeforskere i de pågældende lande styrket. Dette gjaldt især forskere fra University of Azores og University of Ghana.

Projektets umiddelbare konklusioner var, at der er mange trusler mod havskildpadder i VestAfrika. At læderskildpadden ikke lever kystnært, men det gør oliven bastardskildpadden.  

Hvor forskerne fra Galathea slap, har andre forskere taget over. I dag kan batterierne i senderen holde længere - dog sjældent mere end et par måneder. Og man sætter ikke længere seler på læderskildpadder, men en slags sugekop med sender. Moderne teknologi gør det lettere for forskerne at få viden om skildpaddernes vandring og hvordan de levet i havet.