Galapagos er et af de eneste steder i verden, hvor man kan opleve den naturlige udvikling, som Darwin beskrev. Her har den oprindelige finkeart udviklet sig til 13 forskellige arter, der hver især har tilpasset sig forskellige økologiske nicher.

Jordfinken er en af de 13 finkearter på Galapagosøerne. På Galapagosøen Santa Cruz lever jordfinken i to flokke. Det specielle ved de to finkeflokke er, at de i løbet af en kort årrække har udviklet sig i hver sin retning.

Forskere og gymnasieelever var med Galathea 3 på Santa Cruz for at undersøge de to flokke af jordfinken.

Undersøgelser af fuglenes næb viste en tydelig forskel. Den ene gruppe af fugle havde store næb, mens den anden gruppe havde mindre næb. Da der er en almindelig variation i jordfinkens næbstørrelse – på samme måde som menneskets næser heller ikke er lige store - så er de forskellige næbstørrelser ikke umiddelbart et bevis på, at jordfinken har udviklet sig til to nye arter.

Fuglenes sang blev også undersøgt. Man fandt ud af, at fuglene med de større næb kom med én sammenhængende lyd, og de åbnede næbbet én gang. Fuglene med de små næb bevægede næbbet mere, mens de sang, så de lavede en anden lyd. Inden for én art kan lydene godt være lidt forskellige - det betyder ikke så meget, når blot fuglene forstår hinandens signaler. Det er først, når fuglesangene bliver så forskellige, at de ikke kan forstå hinanden, at man kan tale om at der er dannet to arter.

Gymnasieeleverne ville undersøge, om forskellen i fuglenes sang betyder at de ikke kan forstå hinanden. Eleverne spillede fuglesang fra den ene flok af jordfinker, dér hvor den anden flok bor. Sangen afspillede de i nærheden af den anden floks reder, for at se om de lokale hanner reagerede på lyden. En jordfinkehan vil normalt forsvare sit territorium ved at flyve frem og tilbage og vise sig, hvis en anden jordfinkehan kommer i nærheden.

Det viste sig, at jordfinkerne i den anden flok reagerede forskelligt på sangene: Da eleverne afspillede fuglesang fra en jordfinke fra den samme gruppe, reagerede jordfinkehannerne ved at flyve frem og tilbage over højttaleren, og holder sig i nærheden. Når eleverne afspillede fuglesang fra en fremmede finke (med anderledes næb) virkede jordfinkehannen ligeglad.

Det tyder altså på, at fuglesangen - i de to forskellige grupper af jordfinker - er så forskellig, at de ikke kan forså hinanden. Den foreløbige konklusion på undersøgelserne af jordfinker på Santa Cruz viser således, at en population af jordfinker delt i to flokke gennem en kortere årrække har udviklet sig til to forskellige jordfinkearter.

Undersøgelserne skal analyseres nærmere, for at man kan være helt sikker på konklusionen. Fx skal man være sikker på, at jordfinker fra de forskellige flokke ikke kan formere sig med hinanden. Kendetegnet for to forskellige arter er, at de ikke kan få yngledygtigt afkom sammen.

Tidligere har man ment, at evolutionen skete over flere hundrede tusind år, men undersøgelserne på Santa Cruz tyder på, at evolution kan ske utroligt hurtigt. Man kan se tydelige ændringer i de to jordfinkeflokke efter en kort årrække. Hypotesen er, at evolutionen sker omkring os lige nu og her.

Se mere om jordfinkernes nye artsdannelse i videoklippet fra Kaskelot.
I bladet Kaskelot nummer 167 - Galathea 3 er der en dvd med video derom. Fås gennem
http://bf-butik.dk/product_info.php?products_id=1

Store ændringer i vejr og klima betyder også store ændringer i de økologiske forhold. Sådanne ekstreme ændringer skaber behov for at arter tilpasser sig de nye forhold. Så måske er evolutionen lige nu ved at skabe nye arter mange steder på jordkloden.