Store dele af Grønlands kystområder er præget af kæmpemæssige fjorde, der under istiderne er blevet uderoderet af indlandsisen, der strakte sig langt ud på kysten. Under tilbagetrækningen af isen gennem fjordsystemerne for ca. 10.000 år siden, fyldtes de dybe fjorde af havvand. De indre dele af mange af fjordene er stadig præget af gletsjere og smeltevandsafløb fra indlandsisen, der igennem de sidste 3000-4000 år atter er vokset som følge af naturlig klimaafkøling. Gletsjere der udmunder i fjordene kælver store mængder isbjerge, der indeholder stenmateriale fra undergrunden. Smeltevandsløb og isbjerge bringer enorme mængder lermateriale ud i fjordområderne.

Erosionsmaterialerne (sedimenter) aflejres på bunden af fjordene, og danner med tiden en lagdeling, der afspejler vekslende forhold. Plankton (f.eks. diatomeralger) og bundlevende dyr (f.eks muslinger, og kalkskallede mikrofossiler) vil blive indlejret i sedimenterne, og bevarede rester (fossiler) af disse organismer vil kunne alderbestemmes (tid før nu) og bruges til at rekonstruere vandmassernes ændringer gennem tid (temperatur, salinitet, strømstyrke).

Ferskvand fra isafsmeltning og nedbør vil lægge sig som et udstrømmende overfladelag (ca. 10 m) ovenpå mere saltholdige oceaniske vandmasser, der strømmer ind og danner bundvand i fjordene (Fig. eustarin fjordcirkulation). Denne cirkulation bevirker at overordnede ændringer i vandmasserne i Nordatlanten kan spores langt ind i fjordområderne.