Darwin fik den idé, at alle finkerne på Galapagosøerne stammede fra én oprindelig art af finker, der på en eller anden måde var blæst over på øerne fra Sydamerika længe før Darwin selv besøgte øerne. Finkerne bosatte sig på Galapagosøerne, der var meget forskellige.

På én af Galapagosøerne var der fx mange insekter og orme. De finker, der havde et slankt og spidst næb, havde lettere ved at få fat i insekterne i revner og sprækker i træer osv. Derfor var der flere finker med spidse næb, der overlevede og fik unger. For hver ny generation, var det finkerne med de længste, slankeste og spidseste næb, der overlevede og fik unger. Ungerne fik næb, der lignede deres forældres næb, og hvis der kom nogle unger med ekstra spidst næb, ville de have en fordel. De kunne få fat i mere mad end de andre finker. Til sidst var de finker, der boede på øen med mange insekter så forskellige fra den oprindelige finkeart, at de ikke kunne få unger sammen. Finkerne med de spidse næb var derfor blevet til en ny art.

På en anden af Galapagosøerne, var der mange planter med store kraftige kerner. Kernerne gav derfor mest mad til finker med kraftige næb. Efterhånden som finkerne med kraftigere næb fik udkonkurreret andre finker, fik bestanden af finker på denne ø meget kraftige næb. Også her udvikledes en helt ny finkeart.

Darwins opdagelser på Galapagos var med til at forklare hans teori om, hvordan nye arter bliver udviklet. Teorien blev beskrevet i bogen ”Arternes oprindelse” fra 1859. Her beskrev Darwin den proces, hvor den bedst egnede overlever, og hvordan en art udvikles til en anden. Det er det, vi i dag kalder evolutionsteorien.