For 540 millioner år siden bredte livet sig pludseligt overalt i Urhavet. Fra at have eksisteret i form af encellede organismer, fandtes der nu pludseligt flercellede dyr (metazoer) med komplekse opbygninger og organer. Denne udvikling er rigt dokumenteret fra den nordlige halvkugle, men ikke fra den sydlige halvkugle. Dette er især et problem da genkendelse af fossiler med begrænset geografisk udbredelse har været en fundamental hjælp til at kunne konstruere kontinenternes vandring gennem geologisk tid. Derfor tog forskerholdet på fossiljagt til en nøje udvalgt kløft i Andesbjergene. Her var der nemlig mulighed for at indsamle fossiler og studere klippernes oprindelse fra en tidsperiode som ellers er meget sparsomt kendt på Gondwana. Herved søger forskerne at løfte endnu en flig af vores fælles dannelseshistorie.

Ordovicium er en del Nedre Palæozoikum (542 – 416 mill. år siden). Denne periode var kendetegnet af to markante hændelser i livets historie. Størstedelen af de marine metazoers forskellige hovedgrupper blev udviklet i løbet af et relativt kort tidsinterval under det, der kendes som Den Kambriske Eksplosion. Udviklingen tog for alvor fat i den efterfølgende ordoviciske periode (Den Ordoviciske Radiation). Denne var kendetegnet af en meget markant diversitetsforøgelse blandt de marine organismer.
Dette medførte, at størstedelen af de økologiske nicher, der kendes fra de moderne verdenshave, blev udfyldt. Det meste af vor viden om disse meget vigtige begivenheder kommer fra fossilmateriale indsamlet på den nordlige halvkugle, hvorimod der kun er et meget sparsomt kendskab til disse hændelser fra den sydlige del af kloden.

De to store hændelser regnes for de vigtigste i udbredelsen af livet i havene. De er ofte blevet illustreret af palæontologen John Sepkoski’s tre såkladte evolutionære faunaer (se figur 3): En Nedre Palæozoisk, trilobit domineret fauna, han kaldte den Kambriske Evolutionære Fauna, en efterfølgende Palæozoisk Evolutionær Fauna, der var domineret af de artikulate brachiopoder, som igen blev fulgt af den mollusk dominerede Moderne Evolutionære Fauna i Mesozoikum og Kænozoikum. Generelt kan det siges at for hver gang en ny evolutionær fauna tog over, blev den tidligere dominerede forskubbet ud på dybere vanddybde. Således er trilobitterne, der i Kambrium levede fra de kystnære zoner til det dybeste hav og dominerede den kambriske evolutionære fauna, nu uddøde (for ca. 250 mio. år siden), mens brachiopoderne, der dominerede den palæozoiske evolutionære fauna nu fortrængt til de dybeste fjorde samt dybhavet af den mollusk-dominerede moderne evolutionære fauna der blandt andet indeholder snegle og muslinger.
De tre store evolutionære faunaer styrer samfunds strukturene i amerikanske palæontolog Arthur Boucot’s Økologiske Evolutionære Enheder (herefter EEU forkortet fra det engelske udtryk Ecologic Evolutionary Units). Han fandt at et pludseligt skift i faunasammensætninger, såsom masseuddøen, blev fulgt af lange perioder på 30-140 mio. år, med stabile økologiske forhold, der for hver omstrukturering blev mere og mere komplekse.
Denne opdagelse blev senere forfinet af en anden amerikansk palæontolog, Peter Sheehan, der fandt at hver af disse EEU’er startede med ustabile genoprettelses faser, hvor hurtig radiation og omstrukturering af samfundene fandt sted, når nye bentoniske samfund (organismer, der lever på havbunden) blev etableret. Herefter fulgte de lange, stabile intervaller hvor det kun lykkedes få arter at flytte ind i miljøer de ikke tidligere havde levet i. På denne måde adskilte han ni intervaller i Phanerozoikum, hvoraf seks er i Palæozoikum, to er i Mesozoikum og én er i Kænozoikum (se figur 3). For hver ny EEU blev de marine samfundsstrukturer mere og mere komplekse og rummede flere og flere arter. En udvikling der fortsatte op gennem hver af de tre Evolutionære Faunaer, hvorfor EEU’er kan anskues som værende økologiske underinddelinger af disse.