3. Øvelsesgang – Spektrofotometrisk måling | VG3

Projecter »

3. Øvelsesgang – Spektrofotometrisk måling

Materialer
Reagensglas
Kuvetter 4 ml (1 cm)
Spektrofotometer
Demineraliseret vand

Molybdatreagens 25 ml
Demineraliseret vand 25 ml
Ascorbinsyre 1 gram
Fosforstandarder (0; 2,5; 5; 12,5; 25 µM)
Bægerglas
Magnetomrører + magnet

Fosformålinger
Fosforkoncentrationerne fra p-pulje ekstraktionen og i de syrekogte prøver fra 2. øvelsesgang bestemmes spektrofotometrisk. Alle prøver skal fortyndes for at fosforkoncentrationerne ligger inden for standardkurven.

Blandingsreagens
1) 25 ml molybdatreagens, 25 ml demineraliseret vand og 1 gram ascorbinsyre blandes i et bægerglas under omrøring. Denne blanding bliver klar gul.
2) Når ascorbinsyren er opløst er blandingsreagensen klar til brug

Fosforstandarder
Fosforstandarder skal anvendes til en standardkurve, så absorbanser kan omregnes til koncentrationer.

1) Der er fosforstandarder på 0, 2,5, 5, 12,5 og 25 µM ud fra en stamopløsning, hvis det ikke er lavet i forvejen af læreren
2) 5 ml fosforstandard overføres til reagensglas – der laves dobbeltbestemmelse (2x5 ml)

Fortyndinger
Ved de forskellige trin fra de tidligere øvelsesgange ekstraheres forskellige mængder fosfor, hvorfor prøver skal fortyndes forskelligt. Hver prøve skal fortyndes så slutvolumen er 5 ml – husk der laves dobbeltbestemmelse.

P-pulje ekstraktionen med saltvand skal fortyndes 2 gange (2,5 ml prøve + 2,5 ml demineraliseret vand).

P-pulje ekstraktionen med saltsyre skal fortyndes 10 gange (0,5 ml prøve + 4,5 ml demineraliseret vand).

Det syrekogte sediment fra p-pulje ekstraktionen fortyndes 100 gange ved ålegræs (0,05 ml prøve + 4,95 ml demineraliseret vand) og 10 gange ved almindelige havgræs (0,5 ml prøve + 4,5 ml demineraliseret vand).

Syrekogte prøver med plantemateriale fortyndes 200 gange (0,025 ml prøve + 4,975 ml demineraliseret vand).

Alle fortyndingerne foretages direkte i nummeret reagensglas!

Til 5 ml af fosforstandarderne og alle de fortyndede prøver tilsættes 400 µl blandingsreagens, prøverne blandes grundigt og skal stå og reagere i 10-20 minutter.

Spektrofotometeret tændes og indstilles på 880 nm.

Prøverne blandes grundigt igen og cirka 3 ml overføres til 4 ml kuvetter.

En 4 ml kuvette med demineraliseret vand anvendes som blank, som spektrofotometeret nulstilles på.

Efterfølgende måles alle standarder og prøver, og absorbanserne noteres.

Absorbanserne af prøverne skal ligge inden for absorbanserne af den højeste og laveste standard. Hvis dette ikke er tilfældet skal prøverne fortyndes mere eller mindre.

Ved tid tilovers kan beregninger påbegyndes.