Skildpadder er truede | VG3

Projecter »

Skildpadder er truede

Antallet af vildtlevende skildpadder - på land som i havet - bliver mindre og mindre.

Antallet af vildtlevende skildpadder - på land som i havet - bliver mindre og mindre.

Flere af arterne er tæt på at blive udryddet. Det betyder at de forsvinder for evigt fra Jorden. Det vil ikke bare være ærgerligt for vores naturoplevelser, men også et problem for mange økosystemer.

Man har derfor lavet en liste over alle de dyr og planter, der er truet eller måske allerede er forsvundet fra Jorden. Denne liste kalder man Rødlisten.

Der er en dansk rødliste, som gælder arter i Danmark. http://bios.au.dk/raadgivning/natur/redlistframe/soegart/

Og der er en international rødliste, som gælder arter for hele verden:  http://www.iucnredlist.org/

Der står til tider nogle koder på rødlisterne. Her er en oversigt med forklaring. Den mest kritiske står øverst:

 

Rødlistekategori:

RE - forsvundet

CR - kritisk

EN - Moderat truet

VU - sårbar

NT - næsten truet

LC - ikke truet

DD - utilstrækkelige data

NA - ikke mulig

NE - ikke bedømt

Tidligere holdt mange - også i Danmark - skildpadder som kæledyr. Skildpadderne blev importeret fra lande, hvor de var naturligt hjemhørende.

I 1973 afholdt man et møde i Washington mellem 80 lande, hvor man vedtog, at der skulle være mere kontrol med handel mellem lande med vilde dyr og planter. For landskildpadder betød det, at mange arter måtte man ikke længere handle med.  

Aftalen, som blev kaldt Washingtonkonventionen, trådte i kraft i Danmark fire år senere og er opdateret siden. I dag er 175 lande med i aftalen.

Samtlige arter af havskildpadder er i dag truede af udryddelse. I dag er de derfor alle på Washingtonkonventionens liste.

Skildpadder bliver jagtet af folk, der vil have skjoldet til udstilling eller smykker, deres kød til supper og deres æg som delikatesser. Store skildpadder, som landskildpadden (elefantskildpadden) fra Galapagos, er blevet fanget af søfolk, der tog dem med som levende proviant, spiste kødet, kogte olie af fedtet og solgte skjoldet.

Havskildpadder bliver desuden indfanget i fiskenet, som en bifangst, når fiskere er på arbejde. Man anslår at mindst 150.000 havskildpadder dør årligt i trawlnet. Et trawlnet er et net, der slæbes efter en båd. Det bruges fx af rejefiskere. Desværre havner mange havskildpadder også i disse net.

Skildpadderne kan ikke komme til overfladen for at ånde, når de er fanget i nettet. De drukner derfor. Hvor lang tid de kan holde sig under vand er svært at svare på, for det er meget forskelligt. Hvis den sover eller bare hviler kan den holde sig flere timer under vand. Men hvis den flygter fra en fjende (haj eller menneske) eller stresses på anden vis, skal den have ny ilt hvert 5.minut.  Derfor dør mange skildpadder i fiskernes net.

Steder hvor skildpadderne lægger æg fyldes med turister eller der bliver bygget hoteller, så ynglestederne udryddes.

Udledning af stoffer til havet kan forstyrre deres naturlige miljø. Og endelig er plast i havet et problem og årsag til mange skildpadders død. Havskildpadderne kan nemlig tage fejl af en plastikpose og en vandmand, som er deres naturlige føde. Plasten tager plads for næringsrig føde og ødelægger endvidere deres fordøjelse.

Skildpaddernes overlevelse er derfor afhængig af mange ting.