I 2006 udførtes den første offentlige piskning i Banda Aceh. Piskningen foregik efter den i 2005 indførte Sharia-lovgivning, som er lovgivning, der bygger på Islamiske religiøse retsbegreber. Piskningen og indførslen af en religiøs – og ikke mindst en Islamisk – retspraksis vakte opsigt, debat og fortvivlelse i en del vestlige medier og på internettet.

I det følgende beskriver jeg, hvordan sharia-loven praktiseres i Banda Aceh. Jeg viser, at denne lov formelt set har begrænset autoritet. Sharia-lovens betydning ligger mest af alt i, at mange tror, at den har en autoritet, som den formelt ikke har. Sharia-loven adskiller sig ikke meget fra Indonesisk lovgivning.

Til gengæld er Indonesisk lovgivning på et punkt overraskende forskellig fra vestlig lovgivning. Det er nemlig sådan, at i Indonesisk ret er enhver form for sex udenfor ægteskabet ulovlig. På dette punkt adskiller Indonesisk lov sig radikalt fra det, man måske kan kalde ”vestlig lov”.

Beskrivelsen er baseret på interviews med acehnesere, som er placeret forskellige steder i retssystemet. Men for at få en nogenlunde forståelse af indførslen af Sharia-lovgivningen i Ache, skal man vide lidt om acehnesernes tilhørsforhold til henholdsvis
Indonesien og den Islamiske verden.

Aceh mellem Indonesien og Islam

Under frihedskampene mod den koloniale magt, Holland, kæmpede Acehnesere på Indonesisk side. Både før og efter har der imidlertid i udpræget grad været modsætninger mellem Indonesien og Aceh, idet adskillige acehnesere opfattede og opfatter Indonesien som en kolonial magt, som de ønsker at løsrive sig fra.

Fra få år efter Indonesiens løsrivelse og frem til nutiden har der således i Aceh foregået mord, kidnapninger, tortur, afbrænding af huse, og lignende overgreb mod både civilbefolkningen og de forskellige mere eller mindre klart etablerede militære enheder i kampene. Op mod 20.000 mennesker er blevet slået ihjel i disse kampe.

Kamphandlingerne er oftest blevet opfattet som begåede af enten det Indonesiske militær eller af acehnesiske separatistbevægelser, altså er kamphandlingerne blevet indskrevet i en logik, der handler om modsætningen mellem Aceh og Indonesien. Men den acehnesiske modstand mod Indonesere har på ingen måde været entydig. Tværtimod har mange acehnesere gennem hele denne periode opfattet Aceh som en legitim del af Indonesien.

Mange af de mennesker, som aktivt har deltaget i kampene, har endvidere ikke kun deltaget på den ene side, men har enten skiftet side eller slet ikke kæmpet for nogle af siderne. Nogle forskere mener derfor, at den enkle modsætning mellem et styre og en separatistbevægelse ikke fanger de reelt eksisterende komplekse forhold (Drexler 2008; Reid 2004).

Forskerne peger derimod på, at den egentlige årsag til kamphandlingerne snarere ligger i de processer, som blev anvendt for at opretholde det diktatur, som Indonesien i alle fald frem til 1998 var. Forklaringen er i meget forsimplet form den, at magthaverne havde behov for at opretholde en krigstilstand i landet for at holde sig ved magten, hvorfor militæret pustede liv i den separatistbevægelse, som de efterfølgende bekæmpede. Uanset hvilken forklaring, man hælder til, er alle enige om, at forholdet mellem Aceh og Indonesien kontinuerligt har været præget af modsætninger.

Acehnesernes forhold til Islam har derimod været mere rendyrket positivt. Fra det 17. århundrede har Aceh været tæt knyttet til Islam, og i dag er omkring 98% af acehneserne muslimer. Islam er en åbenlyst vigtig del af acehnesernes liv, hvilket bl.a. ses og høres på de mange moskeer, hvorfra der kaldes til bøn fem gange om dagen. Indonesien er også præget af Islam. Men selvom Indonesien er det land i verden, hvor der bor flest muslimer, idet 88 % af de 225 millioner indoneserne er muslimer, er Indonesisk lovgivning sekulær.
Indonesisk lov er altså ikke baseret på Islam, og da Aceh er en del af Indonesien, er Acehnesisk lov heller ikke baseret på Islam.

Et af de midler, som indenfor de sidste fire år er blevet anvendt til at forsøge at bilægge stridighederne mellem Aceh og Indonesien er indførelsen i Aceh af et sæt særlige love, som bygger på en bestemt lokal tolkning af de Islamiske love. Indonesien har anerkendt sharia-lovgivning på nogle områder i Aceh. Mange acehnesere opfattede – og opfatter stadig – sharia-lovgivningen som et folkeligt ønske. Mange ser også de problemer, der er med dets indførsel og med overholdelse af dets regler, som et problem, der har at gøre med de begrænsninger, som Indonesisk lov lægger på denne ret. Mange mener kort sagt, at hvis Aceh kunne indføre en renere udgave af en sharia-lovgivning – som altså skulle ligge tættere på den form for islamisk lovgivning, som bruges i muslimske lande som Iran, Irak, Sudan – så ville mange problemer blive løst.

Sharia-loven

Efter at have læst en folder udgivet af retsvæsenet i Aceh, gik jeg til retsvæsenet i Aceh og bad om et interview med en ekspert i sharia-loven. I skranken viste man mig op til lederen for retsvæsenet, Kamarazzaman. Interviewet med ham var en underlig oplevelse, idet han på især to måder udtalte sig tvetydigt om loven og dens autoritet. Det første tvetydige punkt var det faktum, at folderen taler om fem punkter for sharia-loven, hvor han kun talte om tre. Folderen angiver således, at sharia-loven handler om det, der kan oversættes til:

1) Offentlig optræden (herunder det kontroversielle påbud om at kvinder skal bære slør og mænd ikke må vise ben til op over knæet)
2) En særlig beskatning, som skal gå til de fattige.
3) Alkohol-forbud.
4) Forbud mod spil om penge.
5) Khalwat, som er et forbud mod at ugifte mennesker af forskelligt køn opholder sig alene et sted, hvor de ikke kan observeres af andre.

Khalwat er en skærpelse af den indonesiske lov om, at mennesker ikke må have sex udenfor ægteskabet. Stramningen består i, at hvor man i indonesisk ret skal bevise, at der har været intention om sex, skal man i denne udgave af sharia-retten blot bevise, at parterne var alene sammen uden opsyn.

Kamarazzaman talte kun om de sidste tre punkter uden at forklare, hvor de sidste to punkter blev af. Fra interviews med politiet ved jeg, at de to punkter midlertidigt er blevet droppet, idet der ikke er belæg i den nuværende lovgivning for at forfølge dem.

Den anden tvetydighed var omtalen af shara-lovens status. Det var således svært for mig at få Kamarazzaman til at skelne mellem de ønsker, han havde for lovens fremtidige udformning, og den nuværende lovgivning. Han omtalte således sharia-loven, som om den havde så stor autoritet, som han åbenbart håbede på at den ville få engang i fremtiden, men som den endnu ikke har.

Han fortalte, at brud på sharia-loven ville blive straffet med ”cambuk”, altså pisk. Presset af mig erkendte han dog, at det nu var svært – ja måske endda ikke muligt – at retsforfølge mennesker alene ud fra sharia-loven. Et af de ”forhindringer”, som han nævnte, var, det faktum, at offentlige pisk er imod menneskerettighederne. En anden ”forhindring” var, at sharia-politiet ikke har autoritet til at anholde mennesker, som bryder denne lovgivning.

Sharia-politiet

For at opretholde sharia-loven, er der oprettet et særligt sharia-politi. Sharia-politiet har en særlig mørkebrun uniform, som for mit øje mere ligner offentligt ansatte, som her alle bærer en lysere brun uniform, end politiets blå og grå uniform eller militærets camuflagefarvede uniformer. Allerede i udformningen af uniformerne mener jeg således at spore den begrænsede autoritet, som tildeles dette politi.

Også placeringen af sharia-politiet antyder dets noget dobbelttydige status. For at finde frem til sharia-politiets hovedkvarter, tog jeg tog til ministeriet for sharia-retten for hele regionene, Aceh (tidligere havde jeg interviewet ministeren her). I skranken fik jeg at vide, at sharia-politiet var blevet lagt sammen med det egentlige politi. Så for at få fat i en sharia-betjent skulle jeg tage til hovedpolitigården. Da jeg kom til politigården, viste det sig imidlertid, at sharia-politiet ikke var lagt sammen med det almindelige politi. Derimod var deres kontor placeret et godt stykke udenfor det centrale Banda Aceh.

Forvirringen hos selv de mest relevante og centrale myndigheder angående placeringen af sharia-politiet antyder muligvis en vis usikkerhed omkring dette politi og dets beføjelser. Havde sharia-politet været lagt sammen med det almindelige politi, ville sharia-politiets autoritet – i alle fald symbolsk – være blevet styrket. Ved at blive flyttet til det yderste af byen, bliver dets autoritet derimod symbolsk mindsket.

Sharia-politiet oplyste, at de har 65 ansatte betjente i Banda Aceh. Sharia-politiets uddannelse adskiller sig radikalt fra uddannelsen af det almindelige politi, idet uddannelsen er kortere og intet har med fysisk magtanvendelse at gøre, men drejer sig om undervisning i religion og lovgivning samt øvelse i det, de kaldte ”moralsk argumentation”.

Endvidere kunne de fortælle, at der i de tre år, lovgivningen har fungeret, kun har været 8 sager i alt, og kun en indenfor det sidste halvandet år. Grunden til de få sager var, sagde de, dels at befolkningen var blevet opdraget, således at de ikke brød lovene længere, dels at retssystemet ikke kunne eller ville gennemføre sagerne. Nok et problem var, at vidner sjældent ville vidne, når det kom til en retssag.

Sharia-politiet lovede at ringe til mig, hvis de fik en sag, hvilket de gjorde den følgende weekend. En ung mand og en ung kvinde var blevet taget på fersk gerning i et rum, hvor de ikke kunne observeres af andre. Jeg fik lov til at interview dem hver for sig medens politiet var til stede. Kvinden havde grædt, og manden så meget sur ud.

Jeg spurgte dem, om de havde noget imod at svare på nogle spørgsmål, og det sagde de, at de ikke havde. Men da det var oplagt for mig, at de ikke havde lyst til at tale med mig, men kun sagde ja, fordi politiet ellers kunne få et ”forkert” indtryk af dem, gjorde jeg interviewene meget korte.

Kvinden var kommet til Aceh for at kræve en arv, som imidlertid trak ud. Hun arbejdede som frisør og massør. Hun forklarede, at hendes arbejdsgiver havde sendt hende op i et rum uden at fortælle, hvad hun skulle. Da hun kom, var manden der, og inden de nåede at gøre noget seksuelt, blev de overrasket af militæret. Manden fortalte, at han sammen med en ven havde kørt rundt i byen, hvorefter de var endt i denne butik. Han var blevet tilbudt sex mod at lægge 200.000 rubiah (svarende til ca. 100 kroner). Han sagde ja, betalte til en mand og blev ført op i rummet, hvor kvinden kort efter kom, og hvor de blev taget af militæret.

Sharia-politiet fortalte, at de ikke kunne retsforfølge sagen, idet der ikke havde været udført sex. Manden ville blive hentet af sine forældre, og de ville fortælle dem, at han havde været ude i noget griseri, som forældrene burde sørge for ikke gentog sig. Kvinden vidste de ikke helt, hvad de ville gøre ved, men hun ville blive løsladt indenfor få timer, idet de ikke kunne holde hende indespærret i mere end 24 timer.

Altså kan sharia-politiet ikke kan retsforfølge overtrædelser af sharia-loven på dette punkt. Hvis der havde været tale om fuldbyrdet sex, ville lovbruddet jo falde ind under Indonesisk lovgivning. Det betyder imidlertid ikke, at lovgivningen ikke har effekt. Sharia-loven og det faktum, at der findes institutioner, som opretholder dens bestemmelser, er således med til at bestyrke bestræbelser på at forhindre denne slags lovbrud i at forekomme. Dette fremgår bl.a. at et interview med lederen af Den Unge Gruppe.

Den Unge Gruppes og sikkerhed i landsbyen

Landsbylederens kontor er den institution, som er tættest på borgerne. I langt de fleste landsbyer er der imidlertid også oprettet en ”Den Unge Gruppe”. Den Unge Gruppe er en gruppe af frivillige mænd mellem 18 og 40 år, som tager sig af forskellige emner i landsbyen. Et af disse emner er sikkerhed. Den Unge Gruppe overvåger landsbyen om natten og sørger for at forhindre ballade, tyverier og brud på sharia-lovgivningen.

I et interview med lederen af Den Unge Gruppe fik jeg at vide, at i denne landsby havde der for nyligt været to sager relateret til Khalowat.

I det ene tilfælde havde lederen af Den Unge Gruppe talt med Ulamaen, Landsbylederen samt de involverede og deres forældre, og sammen var de kommet frem til en løsning, der gjorde, at de unge ikke igen ville begå sådan en ”fejl” (som lederen udtrykte det).

I den anden sag havde lovbruddet været så graverende, at lederen af Den Unge Gruppe havde henvendt sig til sharia-politiet, som imidlertid ikke havde kunnet afstraffe de involverede. Derfor havde lederen selv taget en alvorlig samtale med de to mennesker. Disse to mennesker, forklarede lederen, havde ikke boet længe i landsbyen, og da de selv kunne indse, hvor dumt de havde opført sig, og da de skammede sig over at vise sig frem for de andre i landsbyen, valgte de at flytte fra landsbyen.

Om de to mennesker havde villet blive boende, hvis de kunne, ved jeg ikke. Men der er ingen tvivl om, at lederen mente, at han havde bidraget til, at de to mennesker flyttede. Der er heller ingen tvivl om, at lederen af Den Unge Gruppe føler sig berettiget til at forsøge at implementere det, som han opfatter som målet med sharia-lovgivningen. For mig at se er det heller ikke tvivl om, at sådanne forsøg på at opretholde en bestemt retsorden, i realiteten er blevet styrket med indførslen af sharia-politiet på trods af dette politis begrænsede formelle magt.

Litteratur

Drexler EF. 2008. Aceh, Indonesia: Securing the Insecure State. Philidelphia: Univeristy of Pennsylvania Press
Reid A. 2004. War, Peace and the Burden of History in Aceh. Asian Ethnicity 5