I det følgende beskriver jeg mine tre tolkes livshistorier. Livshistorier er en vigtig kilde til forståelsen af kultur og samfundsforhold. Historikere, antropologer og sociologer (men også andre) bruger livshistorier som kilde. I modsætning til historikere bruger antropologer og sociologer tillige livshistorie som metode til at skabe datamateriale. Dette sker typisk i længerevarende åbne interviews. Sådanne interviews er kvalitative, hvilket står i modsætning til spørgeskemaer, som er kvantitative.

De tre tolkes livshistorier belyser bl.a., hvordan acehneseres liv er centreret omkring familie på en meget anderledes måde, end de fleste danskeres liv er. Historierne viser også, hvordan krigen mellem GAM og militæret, såvel som tsunamien har haft betydning for alle acehneseres liv. Den tredje tolks historie er nok den mest interessante.
Mudie var min første tolk. Jeg kom i kontakt med ham gennem rektoren for det Islamiske universitet, Kuala Syriah. Der er to universiteter i Banda Aceh og det største af dem er det islamiske. Rektoren, Yusny Saby havde været i Danmark for at fortælle om tsunamien. Jeg fik hans mail gennem arrangørerne, og da jeg kom til Banda Aceh opsøgte jeg Yusny Saby, og spurgte, om han kunne anbefale egnede tolke for mig. To dage efter havde han skaffet tre tolke, som jeg kunne vælge mellem. Jeg valgte Mudie, fordi hans engelsk var bedst.

Mudie

Mudie er 24 år gammel og kommer fra Sigli, en by to timers kørsel fra Banda Aceh på nordkysten af Sumatra. Hans far var skrædder indtil for to måneder siden, hvor han døde. Mudie har tre søstre og tre brødre. Mudie er den ældste. Fra Mudie var 12 gik han på Islamisk kostskole, hvorefter han de sidste fem år skiftevis har været i gang med at tage sin bachelor-uddannelse i engelsk på det Islamiske Universitet, og arbejdet for forskellige hjælpeorganisationer. Sådanne organisationer betegnes NGO, hvilket står for ”Non-Governmental Organisations”. Mudies to yngre brødre arbejder i Sigli som handelsmænd. Den ene søster er gift og tager sig af sine børn og hus. Den sidste og mindste søster er på det sekulære universitet, hvor hun læser til civilingeniør.

Da tsunamien ramte, var Mudie i sit andet år på Universitetet. Efter tsunamien var der kaos overalt, og undervisningen kom aldrig rigtigt i gang. Mange lærere var døde, og andre var uarbejdsdygtige. De lærere, som startede undervisningsforløb, fuldførte sjældent, idet de ledte efter savnede familiemedlemmer, hjalp andre med tilsvarende opgaver eller var så traumatiserede, at de alligevel ikke kunne undervise. Mudie afbrød derfor et undervisningsforløb, der ikke gav noget udbytte. Samtidig var der på grund af hjælpearbejdet stor brug for arbejdskraft, og derfor også gode muligheder for godt betalt arbejde. Mudie tog til Meulaboh, hvor han i halvandet år arbejdede i en amerikansk afdeling af Læger Uden Grænser. Mudie har siden arbejdet for forskellige NGO-organisationer og derfor har han ikke fuldført sin BA endnu.

Meulaboh var den af de større acehnesiske byer, hvor den største procentdel døde. I Meulaboh døde således 80 % af de ca. 10.000 indbyggere. I Banda Aceh var det ”blot” 40% af ca. 265.000 mennesker, der døde

Da Mudie på grund af andet arbejde ikke ville eller kunne arbejde for mig ved mit andet besøg i Banda Aceh, fandt han Fikar som erstatning. Fikar og Mudie kendte hinanden fra kostskolen, samt fra Læger Uden Grænser i Meulaboh.

Fikar

Fikar, som er et år yngre end Mudie, arbejde kun for mig i seks dage. Fikar er 24 år gammel og som Mudie kommer han fra Sigli. Fikar er det syvende af otte søskende, tre piger og fem drenge. Seks af dem arbejder i hospitalssektoren, fire som sygeplejesker og to som farmaceuter. De seks førstefødte bor tæt på deres forældres bolig. Fikar og hans yngre søster går på universitet, Fikar på det Islamiske universitet, og søsteren studerer biologi på det sekulære universitet.

Efter kostskolen flyttede Fikar til Banda Aceh og startede på universitetet. Som Mudie afbrød Fikar uddannelsen efter tsunamien, hvor han tog til Meulaboh og arbejdede som tolk og assistent i et år. Hans jobfunktion blev flyttet til Banda Aceh, hvor han arbejdede yderligere et halvt år. Fikar tog derefter lidt halvhjertet nogle kurser på universitetet, og da Mudie spurgte ham, om han ville være min tolk, slog han til. Der gik imidlertid ikke mere end fem dage, før han noget usikker og ret mut sagde, at han ikke vil fortsætte som tolk for mig. Hans ældre brødre havde bedt ham om at gøre sin uddannelse færdig. Det er hans brødre, som betaler for både hans kost, logi og for uddannelsen. Jeg blev aldrig rigtig klar over, om Fikar selv helst ville arbejde eller helst ville studere på universitetet.

Fadhli (udtales nærmest som ”fatly”)

Fadhli mødte Mudie i Meulaboh. De sidste år har de delt bolig i Banda Aceh. Den første gang jeg mødte Fadhli tog jeg ham med på en cafe, hvor han usædvanligt sammenhængende, detaljeret og klart fortalte sin livshistorie. Fadhli er 28 år gammel og kommer fra Biren, hvilket ligger på nordkysten ca. 4 timers køretur fra Banda Aceh. Hans forældre var fattige. Faren solgte kyllinger. Moderen døde i 1998. Fadhli er den femte i rækken af 10 børn. De to ældre brødre arbejder som henholdsvis lærer og ejer af cykelbutik. De to ældre søstre samt en af de yngre søstre er gift og ”leder deres eget liv”, som Fadhli siger. De to mindre brødre er på Universitetet og den sidste søster er i det, der svarer til gymnasiet.

Fadhli valgte at gå på universitetet tæt på hans fødeby, fordi han derved kunne arbejde, når han havde overstået universitetet. Han arbejdede på en fabrik, der forarbejdede ris. Som regel var han på vej til universitetet klokken 7 og arbejdede på fabrikken til klokken 21 eller 22. Fadhlis ældre brødre sørgede for Fadhlis uddannelse – faren havde rigeligt med at klare sig selv – og nu sørger de og Fadhli sammen for de sidstfødte søskendes uddannelse. Fadhli er ansvarlig for betalingen og skal derfor hver måned finde 1.200.000 rupiah pr. måned for deres underhold. Til sammenligning giver jeg Fadhli den ret høje løn af 200.000 rupiah pr. dag. 50.000 rupiah rækker til en meget nøjsom lille familie. Fadhlis bror med cykelbutikkenbetaler 200.000, læreren 300.000, og Fadhli lægger resten. Fadhli betaler mest, fordi han tjener bedst,og fordi de andre to brødre også har familier at forsørge, hvilket Fadhli ikke har.

”Betyder det, at du tilsidesætter dit eget ønske om at blive gift og starte en familie for at sørge for dine yngres søskendes uddannelse?” spørger jeg. ”Ja, sådan er det”, svarer Fadhli. ”Kender du en kvinde, som du ønsker at gifte dig med?” spørger jeg videre. ”Ja, jeg har fundet en pige, som i mine øjne er den dejligste, og som jeg meget gerne vil gifte mig med. Så måske om 2-3 år kan det ønske blive opfyldt. Men man kan aldrig vide, hvad der vil ske” svarer Fadhli. Kvinden har Fadhli mødt på universitetet i Banda Aceh, men han kendte hende allerede fra Birren, som hun også kommer fra. Kvindens og Fadhlis familier kender hinanden, og det er, siger Fadhli, en vigtig årsag til, at han ønsker at gifte sig med netop hende.

For at forstå rækkeviden af Fadhlis generøsitet overfor sine yngre søskende, skal man tænke på at sex udenfor ægteskabet er forbudt i Indonesien. Fadhli kommer altså til at vente med sex til han er omkring 30 år gammel. For en bedre forståelse af disse meget anderledes regler omkring sex og ægteskab, se mit interview med en ansat ved retten.

Tilbage til Fadhlis livshistorie: Årene med konflikt og krig var forfærdelige. Der var militær alle vegne. Det var stort set ikke muligt at gå udenfor om aftenen og natten, og man havde meget svært ved at komme omkring om dagen. Hver dag blev mennesker kidnappet, og et par dage senere fandt folk deres lemlæstede lig liggende et eller andet sted. Kidnapningerne skete, fordi modstandsbevægelsen GAM mente, at den kidnappede var en spion, eller fordi militæret havde forsøgt at få oplysninger presset ud af den kidnappede angående GAMs aktiviteter. Hvis man rejse hen et sted, hvor man ikke var kendt af militæret, ville man med det samme blive anklaget for at tilhøre GAM, og man ville blive forhørt og eventuelt torteret eller dræbt. De tilstande forhindrede almindeligt liv i at foregå. Bl.a. kunne handlende ikke komme rundt med varer, og studerende kunne kun studere på lokale skoler og universiteter.

I 2003 tog Fadhli derfor til Jakatha, hvor han arbejdede hos en onkel i dennes apotek. Fadhli kom først tilbage til Aceh i 2004, 7 måneder efter tsunamien. ”Jeg tror på, at tsunamien var god for det acehnesiske folk på mange måder”, siger Fadhli. Med det samme efter tilbagekomsten til Aceh, kunne Fadhli således mærke forandringerne til det bedre. Militæret havde slet ikke det samme greb om befolkningen, og voldshandlingerne var stort set stoppet. ”Man kunne bevæge sig frit, og man behøvede ikke konstant at frygte for sit liv”, siger han.