På grund af den meget kraftige varme der opstår som følge af processer der foregår mellem Jordens kerne og kappe, opstår der store cykliske bevægelser inde i Jorden. Varmt materiale stiger opad, koldt materiale synker nedad. Dette kaldes konvektion og det er disse processer der får den stive skorpe til at ’flyde’ og derved bevæge sig oven på den mere smeltede kappe.

Baglandsbassiner kaldes således fordi de er placeret ’bag’ vulkanske øbuer. Disse miljøer kaldes subduktionszoner. Dette er zoner hvor den øverste del af Jorden, den såkaldte skorpe, synker ned i den varmere kappe. Derved opsmeltes skorpen og som følge heraf dannes vulkaner på dette sted. Af samme grund er øbuer altid 100% af vulkansk oprindelse. Et miljø som ovenstående kendes i dag fra eksempelvis Japan hvor selve Japen består af øbuevulkaner og det Japanske Hav udgør baglandsbassinet der ligger mellem Japan og den koreanske halvø og dermed Asien.

Hvor subduktionszoner er områder hvor skorpens kontinentalplader kolliderer med hinanden, er spredningszoner områder hvor pladerne spreder sig fra hinanden. Her dannes nyt skorpe materiale fordi vulkaner bringer smeltet magma op fra kappen. Dette aflejres som lava.

På denne måde kan skorpen ’forny’ sig selv. Nyt materiale dannes i spredningszonerne, mens gammelt materiale synker ned i subduktionszonerne. Kontinenterne er i imidlertid så store at hvis de kolliderer så ophører subduktionszonen med at eksistere. Derved ’svejses’ kontinenterne sammen. Fornyet spredningszone aktivitet kan så igen føre til opsprætning af kontinentet. Eksempler på dette i dag er det Afrikanske Horn og Bajkal søen i det sydøstlige Sibirien.