Carl von Linné (1707-1778) var en svensk videnskabsmand, der anses for at være faderen til binomial nomenklatur. Binomial nomenklatur betyder at det formelle videnskabelige latinske navn for en given art består både af slægts- og artsnavn. Således sikres at der kun kan være én organisme der bærer præcis det navn. Navngivningen hænger også sammen med moderne taksonomi. Ideen bag den Linnéske taksonomi er at rangordne efter slægtskab og give et praktisk værktøj til at organisere alle arter. Med tiden er Linné´s system blevet udbygget og man arbejder i dag med 7 niveauer i taksonomi:

Rige - f.eks. dyreriget, planteriget, svamperiget
Række - Der kendes ca. 36 dyrerækker, Mennesket tilhører rækken Chordata, sammen med alle andre hvirveldyr, og endda en type knogleløs fisk kaldes en lancetfisk
Klasse - f.eks. pattedyrene, som mennesket tilhører
Orden - f.eks. primaterne der udover mennesket bla. inkluderer menneskeaber, aber, lemurer
Familie - f.eks. homoniderne der indeholder mennesker, chimpanser, gorillaer, orangutanger og bonoboer
Slægt - f.eks. menneskeslægten Homo der udover de nulevende mennesker tæller en 6-12 andre uddøde menneskearter
Art - f.eks. Homo sapiens – det moderne menneske

Af de 36 kendte dyrerækker er blot 4 blevet opdaget i de sidste hundrede år. Af dem er 3 blevet beskrevet af danske forskere fra Zoologisk Museum ledet af Dr. Reinhardt Møbjerg Kristensen, der også var leder af bundfauna gruppen på Galathea 3. Alt levende kan placeres i de kasser der defineres i taksonomien. Det er den store styrke og praktiske appel ved Linné´s klassifikationssystem. Det er dog vigtigt at holde sig for øje at det er et system, der er udtænkt af den menneskelige hjerne for at holde styr på millioner af arter. I naturen møder man ikke en ’orden’ mens man går tur i skoven.

Forskerne på bundfauna projektet arbejder med hver deres dyregruppe og de forsøger alle at forstå gruppens evolution. Håbet er at bunddyrene fra dybhavet vil føje nye brikker til evolutionshistorien. Jo flere arter man beskriver inden for hver gruppe, jo flere brikker kan man lægge på plads når man vil danne sig et billede af gruppens evolution.

Hvad er evolution? På dansk kaldes det udvikling, og kan sprogligt dække alt der ikke er konstant over tid. I biologi forstår man organismers evolution som ændringen i arvemasse igennem generationer. Når man tænker over evolution er det vigtigt at erkende, at der ikke er nogen bestemmende retning eller endeligt slutmål for udviklingen. Den bliver formet af organismens omgivelser. Selv små ændringer i organismers afkom kan gøre dem bedre tilpasset til omgivelserne, og derved gøre at de er mere tilbøjelige til at overleve og formere sig.

Når man arbejder med evolutionen af en dyregruppe prøver man at finde ud af hvad der binder gruppen sammen, og hvad der adskiller de enkelte medlemmer i gruppen fra hinanden. I praksis vil det sige at man prøver at afdække ”fælles forfædre” for gruppen som helhed og for undergrupperne hver især. Dette kan være meget svært da alle arterne jo hver især er resultatet af millioner af års udvikling. De forfædre de nulevende dyr har fået deres gener fra, findes ikke nødvendigvis mere. Så må man enten håbe at finde fossile rester, der viser hvordan forfædrene var bygget, eller man må forsøge at oprette hypotetiske forfædre, der indeholder idéen om hvilke træk der skulle være til stede.

Man kan være heldig at der stadig findes nulevende arter som har ændret sig meget lidt over millioner af år, såkaldte ”levende fossiler”. De findes primært i meget stabile miljøer. Dybhavet, hvor omgivelserne ændre sig meget langsomt, kan være et sådant ”vindue til fortiden”. Her kan man støde på nulevende dyr som man troede var uddøde (dette kaldes en ’lazarusart’). Et kendt eksempel er ordenen Coelacanthiformes (”den blå fisk”) som man troede uddøde for 65 millioner år siden, men hvor to arter stadig er nulevende. Dengang i 1938 da den første ’blå fisk’ blev fundet, var det en verdenssensation. Pressen der dækkede Galathea 3 Ekspeditionen var også meget forhippet på at vi skulle ud og finde den næste ’blå fisk’. Desværre er dybhavet netop uudforsket fordi det dækker så stort et område, og er så svært at tage prøver fra. Selvom der ikke blev gjort helt så spektakulære fund, fik vi dog en masse værdifuld data, bl.a. i kraft af de nye arter som dukkede op.