Dolkhalernes størrelse og form kan bruges til at adskille forskellige populationer. Man ved, at mange forskellige gener har indflydelse på størrelsen og formen af et individ. Man kan derfor ved morfometriske undersøgelser – dvs. målinger på størrelse og form - få et generelt billede af de genetiske forskelle mellem populationer. Ulempen ved at anvende morfometri til at bestemme slægtskab er, at genetiske ændringer ikke kan måles direkte, da også miljøforhold spiller ind på størrelse og form. Men ved at kombinere morfometri med DNA-analyser på det samme dolkhale-individ får man et mere nuanceret billede af populationernes slægtskab Og det er netop, hvad forskerne gør.

I de første undersøgelser anvendte forskerne en skydelære til at lave målinger på dolkhalerne. Det er en tidskrævende målemetode. I dag anvender de en såkaldt digitizer, som ved et tryk på en knap giver en 3D-position for dyret, der overføres til et regneark på en computer. Rent praktisk spændes en levende dolkhale op på en flamingoplade med elastikker og ledningsclips, hvorefter 60 udvalgte punkter bliver registreret og digitaliseret.

Se video af Dolkhale 3D-struktur

Filmen 'Dolkhale 3D-struktur' er lavet af Michael Pedersen, Klinisk Institut, Århus Universitetshospital og Tobias Wang, Zoofysiologi, Aarhus Universitet.