Den nyeste forskning antyder at Ny Guinea og øerne i Manusprovinsen blev koloniseret for allerede 50.000 – 35.000 år siden, men så stoppede rejserne på kanten af de kendte øer i Melanesien mod øst. Indtil en ny koloniseringsbølge slog ind over Stillehavet mere end 30.000 år senere.

Vi ved, at det moderne menneske, Homo Sapiens (det skabende menneske), dukkede op for første gang på den afrikanske savanne syd for Sahara for mere end 150.000 år siden. Hvor de kom frem, uddøde de mindre intelligente menneskearter. For mellem 80.000 og 50.000 år siden vandrede Homo Sapiens ud af Afrika og befolkede andre kontinenter – heriblandt Asien.

I mange år har forskerne troet, at Homo Sapiens spredte sig over størstedelen af det Euroasiatiske kontinent, før de krydsede havet og nåede Ny Guinea og Australien. Men nye arkæologiske fund fra de sidste 10 til 15 år viser, at det moderne menneske mod al forventning sandsynligvis krydsede åbent hav og nåede Ny Guinea og Australien, lang tid før de nåede Europa.

Da istiden for mellem 100.000 og 20.000 år siden dækkede den nordlige halvkugle med sin enorme iskappe, så verdens kontinenter helt anderledes ud. Verdenshavene var sunket med 100 meter i forhold til nutidens niveau, fordi enorme mængder af havvand var bundet i den store iskappe mod nord. Det sydøstasiatiske kontinent strakte sig som fastland ud i det sydkinesiske hav, og de store indonesiske øer som Java og Borneo var del af dette kontinent, der bliver kaldt for Sunda kontinentet.

Adskilt fra Sunda kontinentet af bælter med åbent hav og småøer lå Sahul kontinentet. Sahul bestod af Ny Guinea, Australien, Tasmanien og Aruøerne. For at komme fra Sunda til Sahul skulle mennesket rejse over mindst 8 stræder med åbent hav, hvoraf det største havbælte var mindst 90 km bredt. Mange småøer kunne sandsynligvis ses fra strandkanten, men over det bredeste sted rejste stenaldermennesket over åbent hav uden land i sigte.

Denne rejse over åbent hav blev sandsynligvis foretaget et sted mellem 60.000 og 50.000 år siden, og det er absolut det tidligste bevis, vi har på, at mennesket kunne rejse over dybt hav.

Det er derfor helt fantastisk at tænke på, at stenaldermennesket kunne krydse åbent hav for mere end 50.000 år siden. Derfor har der også været en del diskussioner om, hvordan mennesket kom over på den anden side af havet. Arkæologerne har aldrig fundet en båd eller andre beviser på sejlteknologi, der er så gamle, som de første beviser på menneskelig tilstedeværelse på Sahul kontinentet.

Måske er et eller flere stenaldermennesker ved et tilfælde drevet for langt ud over havet på en tømmerflåde? Det er flere forskeres teori. De argumenterer således for, at enkelte mennesker har været så uheldige at drive til havs – måske klamrende sig til en træstamme eller en primitiv tømmerflåde. Og ved et utroligt held nåede de hele vejen over til det nye kontinent, og forsatte deres liv i det nye land. Enkelte ekstreme teorier hævder, at en uheldig gravid kvinde på afveje til havs i teorien er nok til at befolke et nyt kontinent.

Denne forklaring giver dog ingen mening, når man ser på de arkæologiske fund, der er gjort både i Australien og på Ny Guinea. Her ser det ud som om, at mange mennesker må være ankommet på samme tid, for mennesket bredte sig hurtigt over det store Sahul kontinent, og efter nogle tusinde år nåede mennesket også øerne New Ireland og New Britain, som ligger nordøst for Ny Guinea.

New Britain blev beboet af mennesker for 35.000 år siden, og øen kan på ingen måde ses fra land. Det betyder, at de tilrejsende skulle være dygtige til at navigere og sejle over åbent hav for at kunne kolonisere en ø så langt væk.

En anden mulighed er derfor, at mennesket allerede for mere end 50.000 år siden var i stand til at fremstille de teknologisk krævende både. Det er noget, som et heldigt arkæologisk fund i fremtiden måske kan fortælle mere om.

Der boede altså mennesker på øerne i Manusprovinsen før en ny indvandring af mennesker på sejlbåde – kaldet for austroneserne eller Lapitakulturen – nåede frem til deres øer for ca. 3000 år siden. Mange forskere mener at den sejlteknologi, som allerede fandtes hos beboerne på øerne gjorde det muligt for de nye indvandrerne at bygge endnu bedre både, så de kunne rejse over Stillehavet og kolonisere de øer, som de kom frem til.