Darwins afgørende bemærkninger om miljøets indflydelse som lever videre helt til i dag, var også af betydning for psykologen William Rivers, som var en af deltagerne i den berømte ekspedition til Torresstrædet i 1898.

Siden det 17. århundrede havde man inden for socialvidenskaberne beskæftiget sig med universelle principper for demokratiske samfund. Når vi kommer til det 19. århundrede begynder de store ekspeditioner og europæernes kolonisering af store dele af den ikke-europæiske verden, inklusive Afrika. Denne kolonisering/imperialisme var båret af en ide om europæisk/vestlig kultur som langt overlegen (på alle områder: mentalt, socialt, religiøst) i forhold til de såkaldte ’primitive’/’irrationelle’, ’overtroiske’ folk og verdener, man erobrede. Denne ideologi gjorde det derfor muligt at tage afrikanere som slaver og sende dem (som ’kvæg’) over Atlanten til de amerikanske besiddelser.

Psykologen William Rivers, som havde været et medlem af ekspeditionen til Torresstrædet i 1898-99, (se også under 'Evolution') bevægede sig væk fra den evolutionære tanke, som fokuserer på oprindelsen af en eller anden kulturel form. Rivers blev gradvist mere og mere optaget af et andet aspekt af den evolutionære proces, miljøets indflydelse. Denne indflydelse forbandt han med princippet om ´diffusion´ eller spredning af kulturelle træk, især vedrørende sundhed og helbredelse.

”Jeg er nødt til at begynde med kort at betragte et generelt problem ved den evolutionære proces’ beskaffenhed i forhold til det menneskelige samfunds historie. Helbredelsesformer er en social proces (side 50), … rejser til søs … gør deres betydning gældende ved befolkningen af kloden, idet kulturelle træk overføres og spredes fra et kontinent til et andet (side 59)… Fremfor at menneskelige kulturer byder på en enkelt evolutionær proces, er der snarere tale om en højst indviklet proces hvor forskellige folk og deres kulturer interagerer hvorved blandede resultater opstår (side 60)…Modifikationen af introducerede handlemåder [understregning er tilføjet] forekommer overalt og i alle menneskelige kulturer. Hver gang et kulturelt element, hvad enten det er et ord, en grammatisk form, en religiøs handlemåde, en social skik, eller en genstand [og lad os tilføje, forskellige former for helbredelse og medicinske-plantepræparater, jvnf. siderne 97-98], overføres fra en del af verden til en anden, plejer det at ændre sig i den forbindelse, det forbliver derfor ikke det samme i sit nye hjem [f. eks. Vestindien] sammenlignet med sit gamle [her: Afrika, Ghana] (side 96) (Rivers, William, Medicine, Magic, and Religion. The Fitz Patrick Lectures delivered before The Royal College of Physicians of London in 1915 and 1916. London: Kegan Paul, Trench, Trubner & Co., Ltd., 1925, siderne 55-98).

For at kæde begreberne sammen til en større helhed bevæger vi os nu fra Rivers' tanker om spredning og tilpasning af nye kulturelle former frem i historien til den seneste Galathea 3 ekspedition i 2006-7 og den spændende tanke Med Frø i Deres Hår: fra Ghana til Vestindien.

Bernhard Bierlichs Galathea projekt handler om slaveriet på de Vestindiske Øer og helbredelse og benytter en analytisk blanding af antropologiske og historiske metoder og erkendelser for at undersøge forholdet mellem afrikansk slavemedicin og dansk kolonialmedicin og -kirurgi i det tidligere Dansk Vestindien. Læs mere her www.galathea3.dk/dk/Menu/Forskning/Healers%2c+Slaves+and+Surgeons
Indflydelsen fra afrikanske helbredelsesformer i Vestindien har en særlig plads, og man skal derfor - når man beskæftiger sig med de vestindiske slaver - altid at være parat til at begive sig ud på en returrejse til Afrika for at finde mange af forklaringerne. Den vestlige/danske koloniale vinkel (de gængse kilder om Vestindien) indeholder ikke alle svarene.

Til at afdække og synliggøre slavernes hidtil undervurderede perspektiv og skrive historien om mødet mellem Europa og Afrika og om sygdomsbehandling ud fra deres (slavernes) synsvinkel, anvender Galathea-projektet ikke alene historiske, men også antropologiske metoder, idet projektet henviser til og gør brug af kilder fra det 18. og 19. århundrede samt helt nutidigt materiale i form af interviews (i marts 2007 i forbindelse med Galathea 3-ekspeditionen) med vestindiske weed women, - en slags kloge koner og direkte

efterkommere af slaver med en stor overleveret viden om helbredelse med planter. Ved deres mellemkomst er vi i stand til plantemedicinsk at tage tilbage til slavetiden (17.-19. århundrede) på de vestindiske øer og også foretage rejsen tilbage til Afrika, det kontinent, som de vestindiske slaver kom fra.

Galathea 3-projektet gjorde direkte brug af den vigtige samling af helbredende planter, indsamlet af de danske videnskabsmænd Peter Thonning og Paul Isert, der opholdt sig i Vestafrika og Ghana i tiden 1783-1803

Samlingen er blevet deponeret på Botanisk Museum i København, og planterne er blevet fotograferet. Botanikeren Edward Ayensu har nemlig påvist, at der er en klar overensstemmelse mellem en række af de medicinske planter, der findes i det tropiske Afrika og dem, der findes i et andet tropisk område - på den anden side af Atlanterhavet, i Vestindien. De blev anvendt af slaverne, som bl.a. bragte dem med som frø i deres hår, da de blev tvangsforflyttet til Vestindien fra deres Afrika. Således er nogle af de planter, især de lavere vækster, der vokser i Vestindien, uden tvivl indført fra Afrika. At der er forgået en spredning over Atlanten kan ikke undre, idet det er en del af den proces, der kendes som diffusion eller ’Kulturens Veje’, grundlaget for enhver form for kultur, vestlig og ikke-vestlig.

Om Jasminum dichotomum hedder det

Almindeligt blandt andre Buske, den blomstrer fornemmeligen om Natten, og udbreder en behagelig Lugt. Blomsternes Störrelse og Lugt er som hos Jasminum officinale…. Negerne stöder Bladene og lægge dem saaledes paa gammel Benskade, efter at Saaret er renset med andre Midler’. (Schumacher, F. C. BESKRIVELSE AF GUINEISKE PLANTER som ere fundne AF DANSKE BOTANIKERE, ISÆR AF ETATSRÅD THONNING. Særskilt aftrykt af det kongelige danske Videnskabers Selskabs Skrifter. Kjøbenhavn, 1827, siderne 7-8).

Planten bruges også i stort omfang i Vestindien til behandling af sår og andre lettere skader.

Vi kan på denne baggrund afslutte vores rejse tilbage til Afrika og konkludere, at brugen af urtemedicin og sammenhængen mellem Afrika og Vestindien har mere på sig end som så. Hvad de skrevne danske kilder fortier er, at slaverne på ingen måde blot var passive ofre for det brutale plantagesystem. Når vi medtager spredningen og brugen af planter, gøres slaverne til aktive personer, som er påvirker sygdomsbehandlingen. Dermed gives slaverne noget af den den stemme tilbage, som de var blevet berøvet.

Og hvad har så Darwin og Rivers med vores tema at gøre?

De står hver især for begreber (miljøets indflydelse, kulturel spredning, kulturel handlekraft) som udgør vores ’globale historieopfattelse’ og vores forståelse af en sammenhæng mellem kulturer (de være nok så fjernt fra hinanden, i geografisk og anden forstand, f.eks Ghana og Vestindien, men sandelig også de andre danske tropekolonier og moderlandet Danmark) samt vores værdsættelse af den store kulturelle mangfoldighed (det ’multikulturelle’), vi finder på Jordkloden.