Sedimentkerner på op til 6 meters længde blev taget af den øvre havbund i fjordene på vanddybder fra ca. 200 m til 700 m. Hertil benyttedes en såkaldt gravity corer, der er et stålrør med en blyvægt på ca. 750 kg, der sænkes ned i havbunden for enden af et stålkabel, der kan trækkes op med skibets vinde. I gravity coren’s stålrør ligger et udtageligt plasticrør, og for enden af stålrøret skrues en kernefanger på, der tillader sedimentet at glide op i røret når det når havbunden, men ikke at løbe ud igen, når gravity coren trækkes op.

Når kernerøret er kommet ombord på skibet, kan plasticrøret fyldt med sediment trækkes ud af stålrøret og saves over i passende stykker på 1 m, der kan pakkes ned til senere analyser.

Ved gravity coring bliver de øverste 10-20 cm af havbunden i kernerøret ofte omblandet. Derfor tages på samme position en kort sedimentkerne (ca. 50 cm) med en box corer, der er en cylinder eller åben stålkasse med en svingmekanisme, der lukker bunden af når box coren hives op fra havbunden.

Sedimentet i kernerørene analyseres først med geofysiske logging metoder. F.eks kan indholdet af magnetiserbare mineraler undersøges cm for cm ved at føre det fyldte kernerør gennem en elektrisk spole og måle effekten af et påført magnetfelt (magnetisk susceptibilitet). Herefter gennemskæres kernen i to halvdele, og fra den ene halvdel udtages mange enkeltprøver (få cm^3) med få cm’s afstand til diverse laboratorieanalyser..