Efter nu at have gennemgået de forskellige temperaturer i vandsøjlen kommer vi til emnet om hvad der er interessant for forskerne at undersøge. At havets temperatur varierer vidste vi egentlig først efter at nogle målingerne var taget. Men dette faktum forsøger forskerne nu dels at forstå, dels at relatere til andre fysiske parametre.

Forskellene i temperatur mellem nat og dag, og mellem stille og blæsende forhold giver nogen spor. Det ser ud til at der skabes et termisk lag om dagen i den øverste del af havets overflade, hvor temperaturen altså stiger mere end længere nede. Om natten ser det termiske lag ud til at forsvinde og det er grunden til at temperaturen er mere konstant ned gennem vandsøjlen om natten. Men hvorfor forsvinder det termiske lag?

Om natten afkøles havets overflade og idet køligt vand er tungere end varmt vand synker det nedad. Imens det synker sker der en opblanding og temperaturen ændres. Hvis vandet stadig er tungere end det omkringliggende vand synker det endnu dybere indtil det når til et sted hvor det har samme massefylde som det omkringliggende vand. Opblandingen sikrer at varme og salt opblandes ens i vandsøjlen og derfor er temperaturen næsten ens ved forskellige dybder.

Er der et mønster?
Det er blevet observeret at temperaturforskellen ved overfladen og få centimeter nede er lille når vindhastigheden er stor. Ud fra det har forskerne udviklet en teori om at stærk vind opblander den øvre del af havet og medfører ensartede temperaturer. Det samme resultat ses dog også når solens indstråling er lav, og derfor antages det at strålingen fordeler sig jævnt ned gennem vandsøjlen i de første få meter under havets overflade.

Samtidig viser det sig at temperaturforskellen mellem forskellige steder i vandsøjlen er stor når observationer viser at vinden er svag og solens indstråling er høj. Det sidste får forskerne til at mene at den absorberede indstråling fra solen kun når ned til en vis dybde, og derfor stiger temperaturen der, når der ingen vind er, som opblander vandsøjlen. Dermed ses en termisk stratificering. Denne stratificering mellem dag og nat er kendt som den daglige thermoklin.

Ud fra kontinuerte målinger kan forskere estimerer hvornår denne thermoklin dannes og opløses. Opvarmningen i den øvre del af havets overflade begynder så tidligt som klokken 8 om morgenen og er maximum ved 3-tiden om eftermiddagen. Derefter mindskes temperaturforskellen indtil ved 11-tiden om natten og omkring midnat er den daglige thermoklin forsvundet. Disse variationer er naturligvis afhængige af hvor på Jorden vi undersøger forholdene!

De daglige variationer er store i oceanerne på mellembreddegraderne på både den nordlige og sydlige halvkugle, i troperne og i det vestlige Stillehav samt ved Mexicos vestkyst. De største variationer er observeret i troperne og i den nordlige del af Det Indiske Ocean. Et andet vigtigt forhold er hvordan de daglige variationer ændres med årstiderne. Man kan bemærke at de største variation forekommer i den nordlige del af Det Indiske Ocean mellem monsunerne, i Middelhavet og midt i Det nordlige Atlanterhav om sommeren. På mellembreddegraderne på den sydlige halvkugle er variationerne størst, når det er sommer der.