Det er vanskeligt og dyrt at måle TBT direkte i havvandet. I stedet kan man overvåge TBT ved at undersøge havsneglenes kønsorganer. TBT påvirker niveauerne af kønshormoner så hun-snegle unaturligt udvikler synlige forandringer, og nogle sneglearter bliver helt sterile. Hovedparten af de skalbærende havsnegle er særkønnede, dvs. hunner og hanner adskilt hver for sig, hvorimod de fleste landsnegle er hermafroditter, dvs. at samme snegl naturligt har både hanlig og hunlige kønsorganer – men altså ikke hos de fleste skalbærende havsnegle.

Udviklingen af de ”forkerte” kønsorganer i havsnegle kaldes for imposex. Mere præcist så udvikles der en penis og sædleder i tillæg til hunnens normale kønsorganer, dvs. ægsæk og ovarium.

Intensiteten af imposex og TBT niveauet i miljøet hænger nøje sammen. Jo mere TBT der findes, jo mere udviklet er penis hos hunnerne. Andelen af hunner med imposex samt hvor fremskredne stadier af imposex der er tilstede (angivet ved indeks-værdien VDSI) kan altså anvendes som et biologisk mål for graden af TBT forurening i miljøet.

Det kom som lidt af en overraskelse for Galathea3 ekspeditionens deltagere, at alle hun-sneglene ved Palmer Station på Antarktis havde udviklet imposex. Det er første gang, det er påvist, at menneskeskabte kemiske stoffer har forårsaget hormonforstyrrelser i dyr på Antarktis. Det tyder på, at selvom der ikke sejler mange skibe ved Antarktis, skraber isen alligevel store mængder skibsmaling af, hvilket har medført en betydelig forurening med TBT.