Bestøvning hos Waltheria Ovata på Galapagos | VG3

Projecter »

Bestøvning hos Waltheria Ovata på Galapagos

Waltheria ovata har ændret sin måde at sætte frø på – det er en fordel for arten, når den koloniserer nye områder.

fig1-crop.jpg

Under vores bestøvningsforsøg på Galápagosøerne udførte vi både selvbestøvning, ”ulovlige” bestøvninger mellem pin-pin og thrum-thrum, samt ”lovlige” krydsninger mellem pin og thrum blomster. Vi fandt ud af, at Waltheria ovata sætter frø i de ”ulovlige” thrum-thrum krydsninger. Det strider mod forventningerne for, hvordan heterostyle plantearter i almindelighed sætter frø.

Vi tror, at Waltheria ovata har ændret sin reproduktion ved heterostyli gennem evolutionen. Man kan forestille sig, at Waltheria ovata originalt var ”ægte” heterostyl – og altså ikke kunne sætte frø ved selvbestøvning og ”ulovlige” krydsninger.

Det har været en fordel inde på fastlandet hvor planten også vokser. Her har der været mange bestøvere og artsfæller, og det heterostyle system har givet fordele gennem lavere selvbestøvning og indavl, samt præcis pollenoverførsel og derfor lille produktion af pollen. Vi mener, at det heterostyle system har været en ulempe, da Waltheria ovata blev spredt ud til Galápagosøerne.

Der er kun få bestøvere på øerne, og i starten har der heller ikke været mange artsfæller at få pollen fra. Derfor har Waltheria ovata ændret sin måde at sætte frø på – det er en fordel for arten, at den kan sætte frø på flere forskellige måder end ved det heterostyle system når den koloniserer nye områder.

Der er altså sket en selektion for den egenskab at kunne sætte frø indenfor blomstertyperne, og resultatet er, at Waltheria ovata på Galápagosøerne har en anderledes måde at sætte frø på, end den højst sandsynligt har det på fastlandet.

For at være helt sikker på, at denne konklusion er korrekt, planlægger vi at udføre bestøvningsforsøg på fastlandet. Vi kan endnu ikke med sikkerhed vide, om Waltheria ovata på fastlandet ”opfører” sig ligesom de fleste andre heterostyle plantearter gør, så derfor er det vigtigt, at vi får udført bestøvningsforsøg her også.

Spredningen af Waltheria ovata til Galápagosøerne er højst sandsynligt sket fra Ecuador eller Peru, og her kan vi altså se, hvordan plantens ”originale” reproduktionssystem var inden tilpasningen til øerne skete.

Se video med Christina og Signe på skype-video med elever http://stream.emu.dk/uniplayer.aspx?clipid=6571

Litteratur
Referencer: Barrett, S. C. H. 2002: The evolution of plant sexual diversity. – Nature 3: 274-284