Flere projekter på Galathea 3 udtog sedimentprøver. Her beskrives forskellige metoder til at tage disse sedimentborekerner: Vibra coring, gravity kerne og bokskerne.

Vibra coring

Ved boringerne på De Vestindiske øer benyttede forskerne boremetoden vibra-coring.

Boringen foregik ved at en betonvibrator blev spændt fast for enden af et 6 meter langt aluminiumsrør, der blev rejst til lodret position. Når vibratoren tændes, overføres vibrationerne til røret, der ved tyngdekraftens hjælp synker ned i sedimentet. Det skyldes, at vibrationerne ved rørets spids nærmest får det vandfyldte sediment til at opføre sig som en tyktflydende væske.

Når røret er kommet 2 til 5 meter ned i sedimentet kan det ikke komme længere. Så lukker man rørets ende med en prop. Når røret hejses op bevirker proppen, at der bliver skabt undertryk i røret, så sedimentet ikke falder ud for neden.

Teknikkens princip kan man selv afprøve ved at stille sig i vandkanten på stranden og vrikke med fødderne, hvorved man lige så stille synker ned i sandet.

Link til video - der også henvises til herfra: http://virtuelgalathea3.dk/projekt/vestindiens-sedimenter

Gravity kerne

En gravity kerne indsamles ved hjælp at en gravity kernetager. Det er et 3-40 m langt, hult stålrør, der får vægtklodser på. Kerne-tageren sænkes fra forskningsskibet ned gennem vandsøjlen til havbunden. Her trænger røret ned i havbunden, fordi det er tungt. Forskerne vil gerne have røret langt ned i havbundens sediment, samtidigt med at den øverste del af kernetageren stikker op fra havbunden.

Dybden afhænger af vægten, hvilken slags havbund, det er og naturligvis rørets længde.

Når kernetageren er trængt ned i havbunden trækker forskerne den langsomt op igen. Sedimentet fra havbunden, som er skubbet ind i røret holdes på plads af små stålfingre, den såkaldte kernefanger, så det ikke falder ud igen.

På indersiden af stålrøret er der et plastrør. Det kan man skifte ud. Når kernetageren er bragt tilbage på skibets dæk efter prøvetagningen, bliver plastrøret og dermed også sedimentprøven trukket ud af stålrøret. Herefter bliver det hele skåret op i 1-meter lange stykker. Disse kernestykker kan man nu opbevare sikkert indtil de kan analyseret hjemme i laboratoriet.

Bokskerne

Sedimentprøvens øverste lag kan være lidt forstyrret, fordi røret har rodet lidt rundt på havbunden. Hvis man vil være sikker på at få de øverste centimeter af havbundens sedimenter, må man også tage en bokskerne. En bokskerne-tager er en 30-50 cm høj kasse (rund eller firkantet), der er åben i top og bund. Kassen sænker man ned på havbunden, hvor den trænger nogle decimeter ned i havbundens aflejringer. Når kassen trækkes op igen, vil en lukkemekanisme klappe sammen og lukke bunden - ligesom i en musefælde. Derved kan man få en uforstyrret prøve af havbunden. Ofte ser man levende organismer såsom søstjerner på en sådan prøve.

Vædderen var udstyret med en usædvanlig stor bokskerne-tager, der pga.  størrelsen var døbt ’Brutalis’. Der blev taget mange 40cm lange bokskerner på forskellige vanddybder (ca. 50-4.000 m vanddybde) under Galathea 3 Ekspeditionen. Ud over ny viden om de nutidige forhold, giver analyserne af disse bokskerner information om klima og havstrømme gennem de sidste 2.000-3.000 år