Projektet ” Miljø- og klimaændringer i grønlandske fjorde og shelfområder” havde til formål at indsamle ny viden om Grønlands klimahistorie - og måske at finde en sammenhæng mellem de lokale klimaforandringer og nordboernes forsvinden fra Grønland.

Undersøgelserne fra Galatheaekspeditionen har bl.a. bidraget til rekonstruktion af indlandsisens udstrækning i Sydgrønland. Undersøgelserne har også belyst hvordan fjordenes vandcirkulation har varieret i takt med de klimatiske ændringer igennem de sidste ca. 10.000 år. Undersøgelserne har ligeledes bidraget til at belyse de klima- og miljøændringer, som fandt sted, da nordboerne levede og efterfølgende forsvandt fra Grønland.

Projektet udtog sedimentborekerner i de to områder, hvor nordboerne slog sig ned under det, man kalder ”Middelaldervarmen”. Det var en periode med relativt varmere klima i middelalderen. 

Nordboerne slog sig ned i - Vesterbygden og Østerbygden.

I Østerbygden fandt man et fladt område i Narsaq Sund, hvilket tyder på sedimenter. Her udtog forskerne en sedimentkerne (se illustration nedenfor). Kernen er fint mudder bestående af silt, ler og sand, der ligger i lag:

Fra: http://virtuelgalathea3.dk/artikel/pr-sentation-af-borepr-ven

Data fra sedimentboreprøven kan findes her:

http://www.satelliteeye.dk/vg3-data/Narsaqkernedata.xls

Undersøgelser af sedimentkernen fra Narsaq Sund har aldersbestemt lagene ved kulstof-14 metoden:

Derudover har man målt kornstørrelsen i de forskellig lag - her er kun vist de første 100 cm - ned til en dybde der svarer til omkring år 300:

Begge dele afspejler energien i vandet. Hvis der er meget strøm, så kan de fine partikler (den blå kurve) ikke lægge sig. Hvis der er mindre strøm, så lægger de finere partikler sig på havbunden og kommer altså med i sedimentkernen.

Analyserne af sedimentkernen viser, at i den periode hvor nordboerne kom til Grønland, var der ikke meget havis i området. Primærproduktionen i havet var stor, idet der var mange fisk og i det hele taget meget liv i havet. Sedimentborekernen viste også, at der var blæst, da nordboerne kom, og så blev det efterhånden mere vindstille (i modsætning til hvad man troede inden Galathea 3-ekspeditionen undersøgte sedimenterne). Mod slutningen af nordboperioden begyndte der at komme mere og mere havis - det blev altså koldere. Det kolde vejr betød forringede livsvilkår, fordi det blev sværere at dyrke jorden og der var mindre liv i havet.

Lokale kerner fra Vesterbygden (i Nuuk fjorden) og Østerbygden (ved Narsaq) viser, at der generelt blev dårligere vilkår for landbrug. Hele den livsførelse nordboerne havde, ramte Vesterbygden i 1320 - og sidenhen ramte den Østerbygden, som så blev forladt omkring år 1450. Det har tidligere været et stort mysterium, hvorfor disse bygder blev forladt, men sedimentborekernerne viser at vilkårene for nordboernes livsførelse blev meget forringet i den tid.

Ved at sammenligne data fra sedimentkernerne fra Vesterbygden og Østerbygden kan man se væsentlige forskelle i tidspunktet for havisens ekspansion og ændringer i stormhyppighed mellem de to områder. Vesterbygden oplevede stor klimaforværring i de første årtier efter år 1200. I modsætning hertil forværredes klima- og miljøforholdene i Østerbygden først omkring af år 1400. På det tidspunkt udgjorde den stærkt tiltagende havis i Sydgrønland en stor udfordring for nordboernes sejlads. Og det var samtidig med at den tidligere stærke vindaktivitet blev reduceret og temperaturen faldt.

Se mere her: https://rdgs.dk/galathea-3-jubilaeumskonference/video/