Revner og sprækker i Grønnedal-Ika komplekset fungerer som et rørsystem, der sikrer, at nedbør kan føres fra 500 meters højde ned til fjordbunden. Hvis Ikkafjorden havde ligget længere mod nord, havde der været permafrost, og vandet havde ikke kunnet løbe gennem fjeldet.

Da bjergartssmelten, der blev til Grønnedal-Ika komplekset, i sin tid steg op fra jordens dybder, smeltede den sig vej igennem grundfjeldet af gnejs. Bjergartssmelten nåede aldrig op til overfladen, men størknede i et nærmest kugleformet legeme midt i gnejsen nogle kilometer under jordoverfladen. Yderst i det kugleformede legeme var der nefelinsyenit, og som kernen i en fersken var der carbonatit. Det er senere tiders forkastninger og strækninger af landskabet, som har ført til, at Grønnedal-Ika komplekset i dag har sin langstrakte ovale form i stedet for den oprindeligt cirkulære.

Til at begynde med havde bjergartssmelten med carbonatit og nefelinsyenit en meget høj temperatur, i nærheden af 1000 grader, men med tiden afkøledes den, skrumpede og dannede revner og sprækker. Nabobjergarten gnejs er til sammenligning ikke nær så opsprækket. Sprækkerne har stor betydning for dannelsen af søjlerne, for hypotesen er, at Grønnedal-Ika komplekset med dets revner og sprækker fungerer som et rørsystem, der bringer nedbør fra toppen af de 500 meter høje fjelde ned til fjordbunden (se figur 2). Det er endnu uvist, hvor lang tid det tager for nedbøren at løbe igennem komplekset og ned til bunden af Ikkafjorden.

At forskerne overhovedet kan bevise, at nedbør på toppen af fjeldet kan blive til kildevæld i fjordbunden, kan vi takke den geologiske disciplin isotopgeokemi for (se boks). Forskerne sammenlignede isotopsignaler fra kildevand, som strømmer ud af kildevældene i fjordbunden, med vand fra elve omkring Ikkafjorden og søer på toppen af Grønnedal-Ika komplekset. Isotopsignalerne fra kildevandet kunne ikke specifikt sige, at vandet kom fra nedbør på toppen af Grønnedal-Ika komplekset, men de viste, at vandet oprindeligt stammede fra nedbør, der faldt i ca. 500 meters højde – og det passer med højden af Grønnedal-Ika komplekset.

[Indsæt boks om isotopgeokemi]

Det er i denne sammenhæng meget heldigt, at Ikkafjorden ikke ligger placeret længere mod nord. Man skal ikke mange breddegrader nordpå, før undergrunden er frossen året rundt. Hvis Grønnedal-Ika komplekset havde været dybfrossen af permafrost, ville nedbør ikke have kunnet løbe igennem komplekset, og vi havde derfor ikke set nogen søjler.