På skibet undersøgte Arne slangerne og udtog DNA prøver.

Nogle af slangerne tog han med hjem for at undersøge i laboratoriet. Her blev slangerne blandt andet røntgenfotograferet for at kunne tælle antal hvirvler i hver slange. Det kan være meget svært at bestemme arten på mange havslanger, derfor kan man bruge antallet af ryghvirvler og hjertets position i kroppen til at adskille de forskellige arter fra hinanden. De DNA-prøver som blev taget på Galathea3 er alle blevet brugt i en stor bestemmelse af hvem er i familie med hvem (slægtskabsanalyse). Ved at bruge DNA-et kan forskerne lave nogle store slægtskabstræer over de forskellige arter af havslanger. Når forskerne giver slangerne navne, får hver enkel havslange et slægtsnavn og et artsnavn. Slægtsnavnet fortæller hvem af de forskellige havslangearter der er nærmest i familie med hinanden. Artsnavnet gør at man kan kende de forskellige arter fra hinanden.

Nogle af havslangerne blev også undersøgt for de mønstre, som de har på hoved og hale. Her viste det sig at man ikke kunne kende forskel på hoved og hale, idet de havde det samme mønster begge steder. Man tror at det er en fordel for slangen. Hvis slangen har hovedet inde i et koralrev og halen stikker ud, så tror en rovfisk måske at det er slangens rigtige hoved, der stikker ud. Derfor vil rovfisken ikke forsøge at spise slangen, da hovedet jo kan bide fra sig.