Mærkelige dyr fra havets dyb | VG3
Projecter »
Dybhavsdyr er ikke blot røde versioner af de dyr man finder på lavt vand. Mange af dem har også utrolige tilpasninger i form og kropsbygning. Næsten alle kender tudsefisken, med sit enorme gab og lysende fiskestang i panden. Den er et godt eksempel på, at når man lever et sted hvor der er meget lidt bytte, er det en evolutionær fordel at være så god som muligt til at fange det som findes der. Tudsefiskens (og mange andre dybhavsfisks) store mund gør at den kan spise bytte der er stort i forhold til den selv. På den måde er der stor sandsynlighed for, at når den møder en anden fisk i dybet, kan den også spises. Samtidigt gør dens lysende fiskestang at den kan lokke andre fisk tættere på, lige foran dens mund. Den bruger altså lyset som madding.
I dybhavet, hvor der er så lidt lys fra solen, genererer mange af dyrene selv lys. Lyset bruges på mange måder. I nogle af vores trawlprøver fik vi eksemplarer af den lille fisk der hedder Sølvøksen. Den lever på omkring 600 m dybde, hvor der stadig trænger en lille smule blåt lys ned. En del rovfisk jager på denne dybde ved at kigge op mod overfladen for at se silhuetterne af bytte der svømmer over dem. Men sølvøksen har nogle områder på bugen der udsender blåt lys, der ligner lyset fra havoverfladen. På den måde reducerers dens silhuet.
Det er ikke kun mørket og fødeknapheden i dybhavet der gør at dyrene må tilpasse sig for at overleve. Trykket skal også håndteres. Hvis man hiver en dybhavsfisk op til overfladen meget hurtigt dør den. Det er fordi den har luft i sin svømmeblære. Når trykket mindskes ved havoverfladen udspiles svømmeblæren. Nogle af de fisk vi fik op på dækket havde fået skubbet deres indvolde ud igennem munden af den udvidende svømmeblære.
Der sker også ændringer i havvands fysiske/kemiske egenskaber i dybhavet. På grund af en kombination af pH, tryk og temperatur bliver nogle former for kalciumkarbonat, som bl.a. findes i sneglehuse, langsomt opløst ved fri kontakt med havvandet. Det sætter begrænsninger for de dyr der anvender kalk i deres skal. Det kræver at de beskytter skallerne under lag af mindre opløseligt materiale og er meget effektive til at opsamle kalk til opbygningen af skallerne.
Derfor er der meget få muslinger og snegle med huse på de største dybder, og mange af dem man finder, har tynde skaller. Vi fandt dog en del eremitkrebs i nogle af vores dybe prøver. Hvordan kan det lade sig gøre hvis sneglehusene ikke kan eksistere i de dybder? Det vi så var en symbiose, altså et samarbejde imellem to forskellige organismer. Eremitkrebsen bruger normalt et lånt sneglehus til er at beskytte sin sårbare bagkrop. Men her skjulte en koloni af zoanthider (nældecelledyr der er beslægtet med koraller og søanemoner) bagkroppen. På den måde fik eremitkrebsen et ”hus” der kan klare dybden. Zoanthiderne får også noget ud af samarbejdet. De bliver transporteret rundt af krebsen, og undgår at blive begravet i mudder. Krebsdyr sviner generelt utrolig meget når de spiser, så zoanthiderne nyder også godt af krebsdyrets rester. Udover denne gensidige nytte dyrene har af hinanden, involverer symbiosen også en anden biologisk tilpasning. Det er det man kalder ”mimicry” (efterabning). Den måde zoanthidkolonien vokser på, gør at den ligner en porcelænssøstjerne. Porcelænssøstjerner er ret udbredt i dybhavet. De er, pga. hårde indlejringer i huden, ikke spiselige for de fleste dybhavsdyr. Så ligesom en blomsterflue der ligner en hveps, maskerer eremitkrebsen og hydrakolonien sig som et ubehageligt dyr.