Hidtil har man antaget, at vores planteart, Waltheria ovata, ikke kan sætte frø ved selvbestøvning Denne hypotese kom man frem til, ved at studere flere arter, der minder meget om Waltheria ovata i blomstens opbygning og måde at blive bestøvet på. Men ved at udføre grundige bestøvningsforsøg så vi, at planten, i hvert fald på Galápagosøerne, er i stand til at sætte frø ved selvbestøvning. Det skal sikkert ses som en nødvendig tilpasning for at arten kan overleve på Galápagosøerne. Øerne ligger meget langt fra fastland, er af vulkansk oprindelse og husede i starten ingen planter og insekter. For at kunne kolonisere øerne, har det derfor været nødvendigt for Waltheria ovata at udvikle selvbestøvning.

Andre plantearter har udviklet flotte og specielle tilpasninger for at sørge for at blive bestøvet med fremmed pollen og undgå selvbestøvning. Hvis en plante krydsbestøver, får den spredt sine gener til andre områder med sit pollen. Samtidig producerer den afkom med gener, der er blandede og forskellige fra planten selv. Hvis miljøet pludselig ændrer sig, kan afkommet måske klare sig bedre, fordi det har nye egenskaber med sig i generne.

Waltheria ovata sikrer krydsbestøvning ved at have to forskellige blomstertyper. Den ene type har en lang griffel og korte støvdragere, mens den anden type har en kort griffel og lange støvdragere. Charles Darwin var meget interesseret i planter med dette system, og fandt på at kalde den kortgriflede blomstertype thrum og den langgriflede pin.

Når støvdragere og støvfang er adskilte, undgår planten, at der lander pollen fra den egne støvdragere på støvfanget. Fordi pollen sætter sig på forskellige steder på insekternes krop når de lander i de to blomstertyper, sker der mest overførsel af pollen mellem de to forskellige blomstertyper, og planten bliver krydsbestøvet. Denne indretning af blomsten hedder heterostyli, som betyder, at planten har forskellig længde griffel (hetero = forskellig, style = griffel på oldgræsk), se figur 4 og 5.

Ud over at have to blomstertyper, har planten også et kemisk system, der sørger for, at der kun kan sættes frø ved bestøvning mellem de to typer blomster. Dette kemiske system kaldes et selvuforenelighedssystem. Det sørger for, at pollenkorn fra planten selv, og fra den ”forkerte” blomstertype genkendes, og forhindres i at spire på støvfanget.

På denne måde burde det altså ikke være muligt for planten at sætte frø efter at være bestøvet med dens eget pollen eller pollen fra en plante med samme blomstertype som den selv. Der findes flere heterostyle arter i Danmark, f.eks. Engelskgræs, Oksetunge og Kodriver, se figur 6, 7 og 8.