Det tidlige krudt var svagt og brændte langsomt. Det var både fordi der var for mange urenheder i det salpeter man anvendte og fordi man endnu ikke havde fundet det bedste blandingsforhold mellem krudtets tre ingredienser.

Allerede i 1500-tallet havde man fundet det rette blandingsforhold mellem bestanddelene, det forhold, der stadig anvendes i dag:

• 15 % Trækul - indeholder 80-90 % af grundstoffet kulstof - kemisk betegnelse: C.

Kullet er det egentlige brændbare materiale i krudtet.

• 10 % Svovl - grundstof nummer 16 i det periodiske system - kemisk betegnelse: S

Svovlet gør at krudtet er let antændeligt

• 75 % Salpeter - det samme som kaliumnitrat - KNO₃

Salpeters store indhold af ilt betyder at stoffet kan afgive en masse ilt under forbrændingen, så den kan foregå med stor hastighed.

Krudt og brandtrekanten:

Der er en klar retning i udviklingen af krudtets sammensætning hen imod den blanding vi også bruger i dag:

Skemaet viser den overordnede udvikling. I virkeligheden var der mange forskellige eksperimenter og opskrifter. Sammensætningen af de tre ingredienser har varieret fra land til land og været afhængig af, hvad det skulle bruges til.  

Det tidligste krudt blev blandet med håndkraft. Først skulle de tre stoffer pulveriseres hver for sig i en morter og når stofferne var pulveriserede blev de blandet sammen.

Sammensætningen af de tre ingredienser og tilstedeværelsen af urenheder betød, at det tidligste krudt ikke brændte særlig godt. Men selv med rene råvarer og den rette sammensætning kunne man ikke opnå krudtets optimale effekt.

Allerede i 1300-tallet fandt man på at stampe krudtet i en morter i flere timer. Det høje tryk gjorde svovlet blødt, så det blev presset ind i porerne på trækullet og ingredienserne kom på denne måde tættere på hinanden - det kaldes at inkorporere krudtet, og den slags krudt kalder man melkrudt.

Der var stadig problemer - dette krudt var velegnet til raketter og fyrværkeri, men i skydevåben klumpede det sig ofte sammen og brændte for langsomt. Det var også et problem, at melkrudtet ved transport kunne suge fugt eller adskille sig i de tre bestanddele. Når det skete, kunne krudtet ikke antændes.

I 1400-tallet begyndte man at korne krudtet. Det foregik ved at der blev tilsat en væske under stampningen (fx eddike, vin, urin eller vand). Væsken holdt temperaturen nede, imens man bearbejdede krudtet. Det gav mindre risiko for selvantændelse af krudtet. Efter behandlingen udgjorde krudtet en slags "kage", der kunne deles i mindre stykker - korn. Der blev brugt forskellige størrelser korn. Riffelkrudt var finkornet, mens kornet til kanoner var groft med en kronstørrelse på omkring 5 mm.

Efterhånden foregik produktionen af krudt med maskiner på krudtmøller og krudtværk. Men adgangen til råvarer begrænsede, hvor meget krudt der kunne produceres.

Svovl og salpeter skulle importeres, og det var svært at skaffe stabile leverancer af svovl og salpeter. Man importerede svovl fra Island eller Sicilien og salpeter fra Kina eller Bengalen i Indien.

Trækul kunne man altid skaffe, der var lange traditioner for at kulsviere producerede trækul til at skabe høje temperaturer, når der skulle smedes eller til at holde en stabil varme til madlavning.

Kulsvierne producerer trækul ved at opvarme tørt træ uden adgang til ilt. Dannelsen af trækul kaldes kulsvidning. Tørt træ bliver lagt i gruber (huller i jorden) eller miler (telte), der beklædes med græstørv, så der ikke kan komme luft til imens træet opvarmes til 400°C.