Forskere er nødt til at kombinere information om havets fordeling af temperatur i vandsøjlen, hvorledes denne varierer og hvilke parametre, der påvirker denne, for at kunne konkludere noget om havets temperatur. Sammenligninger og verifikation af målingers kvalitet er også nødvendig for at forskerne skal kunne fæste lid til resultaterne.

De mest følsomme målinger er dem vi får fra satelliterne, fordi disse målinger er de mest avancerede og komplicerede. De fleste satellitter giver målinger af SST på selve overfladen, men hvad skal der egentlig til for at verificere at disse målinger er reelle og ikke er påvirket af strålingens vej gennem atmosfæren.

Hvordan skal verifikationen foregå? Den optimale mulighed er at forsøge at tage nogle målinger så tæt ved overfladen som muligt, for at ‘undgå’ atmosfærens påvirkning. Hvis vi skal vælge den bedste strategi, så er den næste beslutning: Hvilken type målinger vi bør foretage? Til dette spørgsmål er der to mulige svar:

• Direkte verifikation hvilket betyder at vi vil prøve at måle præcis det samme som satellitten! Dermed er det samme type instrument (infrarødt radiometer), som skal placeres på skibet, og derved måles den infrarøde strålinge direkte, uden at denne først skal igennem atmosfæren for at nå instrumentet. Resultatet heraf er to målinger af SST, en fra satellit og en fra skib, som forskerne derefter kan sammenligne.

• Indirekte verifikation betyder at målinger er tæt knyttet til satellittens observationer, men dog ikke er af samme type. Hvad der her måles er temperaturen i en bestemt dybde. I dette tilfælde er forskerne nødt til at sikre sig at temperaturen ved de to dybder faktisk kan sammenlignes, så dermed bruges denne metode kun når vinden er stærk nok til at opblande det øverste lag af havets overflade. Alternativt anvendes målinger fra natten, når den termiske stratificering er relativ lille.

Selv om der er to verifikations-muligheder, så har begge både fordele og ulemper, og forskere må vælge ud fra flere forskellige forhold. Den ‘direkte verifikationsmetode’ er mest præcis og giver den bedste mulighed for at checke om satellitterne måler korrekt! Men for at opnå sådanne målinger er det nødvendigt at forskningsskibe sejler med infrarøde radiometre og at de observerer samme sted og på samme tid som satellitterne! Endvidere må der ikke være nogen skyer på tidspunktet, fordi satelliterne så ikke kan måle havets temperatur (men istedet måler skyernes temperatur). Som du kan forstå er det dyrt og der skal også en del arbejde til uden at man er garanteret gode målinger.

Den ‘indirekte verifikationsmetode’ er enklere, men med den skal man sikre sig at målinger faktisk kan sammenlignes med dem fra satellitterne. På den ene side er det vigtigt at huske at satellitterne måler temperaturen på den aller øverste del af havets overfalde. På den anden side er det vigtigt at tænke på om havets overflade er godt opblandet med vandet lidt længere nede, da det jo er her temperaturmålingen foregår. For at være sikker på god opblanding har forskerne konkluderet at vindhastigheden bør være mindst 6m/s!

I figuren kan du se målingerne af SST fra det infrarøde radiometer, som var monteret på Vædderen, og målingerne fra satellitterne optaget under Galathea ekspeditionen. X-aksen viser dagene på hvilke målingerne er foretaget og y-aksen viser temperaturen.

I figuren kan du se en graf med sammenligning af målingerne gennem en dag fra den 27 til den 28 november 2006. Du kan bemærke at de grønne punkter viser målingerne fra skrogets temperaturføler, og at disse værdier er højere end de to andre temperaturer. Det kan skyldes at temperaturfølerne sidder et sted inde i skroget hvor temperaturen er lidt højere, som fx nær maskinrummet!