Efter 10 års massive vaccinationskampagner foretog WHO i 1959 en systematisk gennemgang af de foreliggende forskningsresultater om BCG vaccinens effektivitet. På baggrund af disse konkluderede WHO, at BCG gav en betydelig grad af beskyttelse mod tuberkulose. Dette skete mens eksperterne stadig var uenige om vaccinens værdi. I deres gennemgang lagde WHO især vægt på epidemiologisk materiale, som bestod i at følge større grupper af vaccinerede i en årrække. De fleste undersøgelser var kontrollerede videnskabelige forsøg, som inkluderede en uvaccineret kontrolgruppe, men nogle data kom fra mere tilfældige kilder, som ikke levede op til standarderne for videnskabelige forsøg.

A. Forsøg blandt nordamerikanske Indianere, 1936-56
Nordamerikanske indianere var hårdt ramt af tuberkulose. Denne undersøgelse blev indledt i 1936, blandt 3008 personer. Af disse blev 1551 vaccineret, mens 1457 forblev uvaccinerede. Ingen af forsøgspersonerne var inficeret med tuberkulosebakterier ved forsøgets start. Efter 20 år kunne resultaterne opgøres på følgende måde:

Kilde: Official Records of the WHO, vol. 96.

B. Forsøg blandt unge i Storbritannien, 1950-58
I Storbritannien indledtes i begyndelsen af 1950erne et forsøg blandt 56.000 unge (14-15 år). Også her var der tale om et videnskabeligt forsøg med kontrolgruppe. Gruppen af vaccinerede bestod af 14.100, mens den ikke-vaccinerede og ikke-inficerede kontrolgruppe bestod af 13.300 personer. Desuden deltog en gruppe på 22.600, som viste tegn på at være inficeret med tuberkulosebakterier. De øvrige deltagere i forsøget blev vaccineret med en anden vaccine og er ikke med i opgørelsen.

Kilde: Official Records of the WHO, vols. 96 og 99

C. Forsøg på Puerto Rico 1949-1957
Denne undersøgelse omfattede 190.000 børn og unge i alderen 1-18 år. Af disse var der 30.000 som afviste at deltage i forsøget. De tilbageværende som fordelte sig på 50.634 vaccinerede, en ikke-vaccineret og ikke-inficeret kontrolgruppe på 27.338, samt 82.266 som viste tegn på at være inficeret med tuberkulose. Seks år efter forsøgets start så tallene således ud:

Kilde: Official Records of the WHO, vol. 96.

D. Forsøg i Alabama og Georgia 1950-57
Dette forsøg omfattede 64.136 personer i alderen 5-60 år i de to relativt fattige områder i de amerikanske sydstater. Forsøgspersonerne fordelte sig her på 16.913 vaccinerede, en ikke-vaccineret og ikke-inficeret kontrolgruppe på 17.854, samt 29.369 allerede inficerede.

Kilde: Official Records of the WHO, vol. 96.

E. Forsøg i Madanapalle i Sydindien, 1950-1955
Dette forsøg blev iværksat i 1950 og omfattede 4573 personer, hvoraf ingen viste tegn på at være inficeret med tuberkulose. De to grupper bestod af 2082 vaccinerede og en kontrolgruppe på 2491. I slutningen af 1959 var de første resultater netop blevet tilgængelige.

Kilde: Official Records of the WHO, vol. 99.

F. Opfølgning af tuberkuloseudbrud på en skole i København, 1943-55
I 1943 blev en københavnsk pigeskole ramt af tuberkulose. Smittekilden viste sig at være en tuberkuløs lærer, der underviste i et uventileret kælderlokale. Da eleverne på skolen umiddelbart forinden var blevet undersøgt for tuberkulose gav det mulighed for at undersøge, hvordan BCG-vaccinerede klarede sig i forhold til ikke-vaccinerede, når de blev udsat for massiv smitte. Der var imidlertid ikke tale om et kontrolleret forsøg, idet de vaccinerede og kontrolgruppen ikke var tilfældigt udvalgt. Inden de blev udsat for smitten fordelte grupperne sig således: 106 vaccinerede, 94 ikke-vaccinerede og ikke-inficerede, og 105 der viste tegn på at være inficeret med tuberkulose. 12 år senere kunne det konstateres, at sygdomstilfældene fordelte sig på følgende måde:

Kilde: Official Records of the WHO, vol. 96.

G. WHOs konklusion på gennemgangen af de foreliggende forskningsresultater om BCGs effktivitet
Efter at have gennemgået de foreliggende forskningsresultater, sluttede WHO af med følgende konklusion

”Størrelsen af tuberkuloseproblemet i de fleste af de lande, hvor kampagner er blevet startet, mangelen på finansielle og andre resurser, fraværet af nogen form for veludviklede sundhedsfaciliteter i disse lande, samt den viden, at BCG kunne og ville overføre en betydelig grad af beskyttelse, og således være i stand til at reducere forekomsten af nye tuberkulosetilfælde, var et tilstrækkeligt grundlag til at starte en massekampagne i ethvert land med en høj forekomst af tuberkulose. Vilkårene i de fleste underudviklede lande, og den tilgang som er anvendt her, kan ikke sammenlignes med vilkårene i lande, hvor tuberkulose er blevet bragt under kontrol uden udbredt brug af BCG.”

Kilde: Official Records of the WHO, vol. 99.