For at kunne beskytte dyr er det vigtigt at vide så meget om dem som muligt. Her er lyd en vigtig kilde til information om livet i havet. Havpattedyr som sæler og hvaler (herunder delfiner) bruger lyde til at finde hinanden, finde føde og i det hele taget finde vej. For at forstå dyrenes liv kan man derfor studere deres lyde - hvilke lyde, hvornår og hvor de udsendes. Studier af dyrelyde hedder bioakustik. "Bio" betyder liv og "akustik" handler om studier af lyd.

Det er imidlertid vanskeligt at arbejde med bioakustik fra de store havpattedyr, da de ikke lever nær kysten og gerne dykker dybt. Kaskelothvalen kan fx sagtens dykke ned til 2 kilometers dybde og være under vand i mere end en time. Man skal derfor både være tålmodig og heldig, når man vil observere dem. Hvis forskerne finder havpattedyrene, kan de foretage undervandsoptagelser af havpattedyrenes lyde og analysere dem bagefter.

Da forskningsskibet, Vædderen , sejlede fra Antarktis til Argentina, blev der pludselig råbt højt fra udkigstønden, idet en flok timeglasdelfiner kom til syne. Timeglasdelfiner er én af ca. 80 forskellige arter af hvaler. Denne art er før set i området, men man vidste ikke så meget om dem. Oprindelig var arten beskrevet med en tegning ud fra en øjenvidneberetning i en bog fra 1820. Siden har biologer foretaget genetiske studier, men med hensyn til slægtsskab var forskerne stadig i tvivl om hvilken slægt timeglasdelfiner tilhørte.

Det var derfor en vigtig observation fra udkigstønden, for så kunne forskerne på Galathea3 ekspeditionen optage delfinernes lyde, anlysere dem bagefter og komme med ny viden.

Her ses en dybtdykkende Blainvilles næbhval fotograferet af Line Anker Kyhn.