Resultat | VG3
Projecter »
Related materials
Man opdeler hvaler i to grupper - alt efter hvordan de spiser:
Bardehval:
En bardehval har ikke tænder men barder. Barder består af horn, ligesom vores negle, og fungerer som en slags gardin. Når bardehvaler skal have mad tager de en stor mundfuld vand med en masse små krebsdyr. Barderne holder krebsdyrene tilbage i munden og lader vandet sive ud, så hvalerne kan sluge de mange små krebsdyr i en mundfuld.
Tandhval:
De fleste hvalarter er tandhvaler, dersom navnet atyder har tænder. Nogle har kun få tænder, mens andre hvaler har op til flere hundrede. De fleste tandhvaler lever af forskellige arter fisk og blæksprutter.
Projektet "Lyd i oceanerne" fik mange lydoptagelser med hjem fra delfiner og marsvin. De fik også en optagelse af en Brydeshval (bardehval), som blev den første optagelse i Verden fra disse hvaler i Atlanterhavet.
Mange tandhvaler laver kliklyde. Analysen af timeglasdelfinerne fra Galathea 3viste, at de bruger nogle særlige højfrekvente smalbåndede kliklyde. Lydene lå i et smalt bånd af frekvenser ved 130.000 Hertz (Hz). Det kan også skrives 130 kHz. Det er så højt, at mennesket ikke kan høre det. Mennesket kan høre fra ca. 20 – 20.000 Hz. Og hvalernes klikker meget hurtigt. Ikke så langsomt, som når vi mennesker klikker med tungen. Marsvin kan fx klikke op til 2000 gange i sekundet. Sænker man hastigheden 20 gange, bliver lyden så dyb at vi mennesker kan høre det. Så lyder det lidt som når man laver pruttelyde med munden.
Præcis samme klik med de 130 kHz har man fra undervandsoptagelser af små hvaler som dværgkaskelot og marsvin. Disse hvaler sender klik ud i omgivelserne og lytter efterfølgende til ekkoet fra dem. Metoden eller nærmere sansen for dette hedder ekkolokalisering. Evnen er udviklet, fordi der er dårlige lysforhold i havets dyb. På den måde kan dyrene høre deres bytte eller om en fjende - fx en spækhugger - er på vej, nu når de ikke kan se dem. Man kan derfor sige, at kliklydene giver tandhvaler et lydbillede, så de kan orientere sig i det mørke, dybe hav. Samtidig udnytter de små hvaler, at spækhuggerne ikke kan høre de høje frekvenser - lydene udgør derfor en akustisk camouflage.
Delfiner bruger generelt mange forskellige lyde. Men da optagelserne fra Galathea3 viste, at timeglasdelfiner udelukkende anvendte de karakteristiske smalbåndende højfrekvente klik som alle marsvinearter og alle Cephalorhynchus- arter, kunne forskerne fra projektet konkludere, at timeglasdelfinen bør tilhøre slægten Cephalorhynchus , der kan beskrives med denne klassifikation:
Projekt "Lyd i oceanerne" blev fulgt op af en række projekter med lydoptagelser af arter, der alle bruger de samme karakteristiske kliklyde som timeglasdelfinen. Projekter fulgte i Danmark, Canada og ved Falklandsøerne. Sammen har disse bidraget væsentligt til forståelsen af arternes akustik og slægtskab.
