Flere arter af ingefær åbner deres blomster om morgenen og allerede hen på eftermiddagen visner blomsterne. Da blomsterne er vigtige for at kunne bestemme arterne, og da det ofte begynder at regner om eftermiddagen, er det derfor vigtigt at komme ud i skoven at lede efter ingefær om morgenen (figur 8).
Men inden man kommer så langt, er det vigtigt at have alle tilladelser i orden. Selvom vi havde fået godkendt forskningsprojektet fra de centrale myndigheder i både Salomonøerne og Ny Guineas hovedstæder, skulle vi også have tilladelse fra den lokale provins. Det vil sige man skal sætte tid af til at besøge distriktschefen om ens planer (figur 9).

Endvidere er det meget vigtigt at have spurgt landsbyhøvdingen om lov. Der er mange eksempler på at botanikere, som besøger Ny Guinea ikke fik lov af den nærmeste landsby. Ofte tror de lokale, at man leder efter guld eller medicinplanter for at tjene penge; hvorfor skulle man ellers have rejst så langt? Det hele går meget bedre hvis man har gjort sig gode venner med en person fra samme område, før man tager derhen. En sådan person kaldes på de lokale sprog for en wantok. På tok pisin (pidgin engelsk) er ordet afledt af ”one talk” = en person som taler samme sprog. Der er nemlig 800 sprog alene i Papua Ny Guinea!

Hvilket udstyr bruger ingefærjægeren i felten?

Under arbejdet i skoven bruges kompas, kort, højdemåler og GPS til at finde vej.
Ens påklædning under indsamlingen i troperne er ikke altid den samme: Hvis man er oppe over 2000 meter, kan det selv i troperne godt føles koldt. Regntøj er en god idé, og mange foretrækker en poncho så man kan holde sin tursæk tør. En paraply gør det muligt at tage notater og fotografere, selvom det regner. En lang junglekniv (machete) er nødvendig til at hugge sig igennem skoven, specielt hvis der er væltet et træ henover stien.

Det er altid vigtigt at have masser af vand. I lavlandet, hvor der er varmt og fugtigt, sveder man meget.

Under selve indsamlingen bruges: En grensaks, et graveredskab (figur 7; men man kan også bruge en tilhugget stok), machete, mindre kniv, målebånd, notesbog, hængemærker med numre, store plastikposer til blade, sække til jordstængler, plastikbøtter med sprit til blomster og frugter, kamera til at fotografere alle detaljer, samt poser med silicagel til at tørre en mindre bladprøve til senere ekstrahering af DNA.

Hver indsamling gives et specifikt nummer og alle oplysninger om findestedet (højden over havet, længde- og breddegrader, vegetationens struktur, jordbund), plantens udseende, lokalnavn og anvendelse noteres (figur 10 og 11).

Hvis man skal overnatte i skoven, kan man tage telte eller en stor presenning med at sove under. I det tilfælde må man også medbringe madvarer, potter, pander og bestik, så man kan lave mad og spise i skoven. Og med alt det udstyr er det nødvendigt at have lokale folk til at hjælpe med bære det hele.

Det er også en stor fordel at have lokale med som nemt kan finde vej i skoven. Og endnu bedre hvis de kender de vilde ingefær og deres navn og anvendelse.

Tilbage ved overnatningsstedet bruges resten af dagen til at presse de indsamlede blade i gamle aviser (figur 12) . Disse samles i bundter som placeres i lufttætte plastsække og overhældes med sprit. Derved kan materialet holde sig uden at mugne til man senere får mulighed for at tørre det. Indsamlingerne vil senere kunne indgå i samlingerne i et herbarium og de levende planter i en botanisk have. Både de tørre og levende indsamlinger indgår i de senere studier.