Hvor gode var de til at sejle og navigere? | VG3

Hvor gode var de til at sejle og navigere?

Sømanden og arkæologen George Irwin mener at det rigtigste var at sejle mod vinden på eventyr.

Mbukekanoer_fotoJeanetteVarberg2.jpg

At disse unikke søfolk, der talte det austronesiske sprog og lagde grunden til den polynesiske kultur, spredte sig over Stillehavet må dels skyldes, at de var dygtige, men også at de mente, det var vigtigt at bevæge sig. Hvilke processer kan have ligget bagved? Var det bare eventyrlyst, eller var det den yngste søn, der ikke kunne arve, ligesom hos vikingerne, som så måtte søge nye græsgange?

I modsætning til Thor Heyerdal, der mente, at polynesierne kom fra Amerika, er man i dag enige om, at austroneserne kom fra Asien; men hvor mange og hvordan er endnu omstridt.
Man er enig om, at de sejlede derud, men hvor hurtigt er uklart, og sejlteknologien og navigationsevner må have haft en afgørende betydning.

Havde man kompas eller navigerede man efter stjernerne? For der var steder, hvor man skulle navigere over store områder med åbent hav og uden land i sigte.

Og hvorfor sejlede de op mod vinden, som oftest kommer fra øst. Det var jo vindretningen fra øst, der fik Thor Heyerdal til at mene, de kom fra Amerika.

Sømanden og arkæologen George Irwin mener, at det rigtigste var at sejle mod vinden på eventyr, for hvis man ikke fandt nyt land, kunne man komme hurtigt tilbage.