Den naturvidenskabelige arbejdsmetode og tankegang | VG3

Den naturvidenskabelige arbejdsmetode og tankegang

For at forstå naturvidenskab, skal man også forstå den måde, man arbejder på i naturvidenskab. Køreplanen for den naturvidenskabelige arbejdsmetode kan variere lidt, men ideen er beskrevet her:

Start – definere problemet

Som forsker kan man arbejde med det, man synes er spændende. Forskning skal ikke i første omgang absolut bruges til andet end at stille sin nysgerrighed. Der er simpelthen noget, man undrer sig over. Det kan være et praktisk problem. Måske har man en idé til en forklaring eller noget man gerne vil bevise. Så opstiller man en hypotese.

Hypotese

blå-pile2.jpg

Man kan ikke løse et problem uden en hypotese. En hypotese er en forestilling om hvordan tingene hænger sammen – nærmest et gæt. Altså noget der mangler beviser for. En hypotese er noget man mener /tror og gerne vil bevise - eller en idé om noget man undrer sig over, og ikke helt forstår. Det er en antagelse eller en foreløbig forklaring, der mangler at blive bekræftet. For at tage hul på hypotesen, må man stille sig selv nogle lidt mere præcise spørgsmål. Det kræver nogle gange lidt mere præcis viden. En hypotese er en slags redskab for at komme videre. Og skal den være et godt arbejdsredskab, så skal hypotesen være helt tydelig, nærmest simpel.

Undersøgelse - Viden, spørgsmål og samarbejde

For at stille præcise spørgsmål, læser man måske, hvad andre forskere er kommet frem til. Man sørger i hvert fald for at vide en masse om emnet. Man skal kende den teori og den forskning, der allerede ligger. På den måde får man indsnævret sit problemfelt. Man bliver også klar til at diskutere det med andre forskere. Sådanne diskussioner og dialog er vigtige, for de giver ideer. Spørgsmålene hjælper forskeren med at få taget hul på det hele. Der er størst sandsynlighed for at komme videre med sin forskning, hvis den foregår sammen med andre. Den viden man opnår ved at undersøge, stille spørgsmål og samarbejde med andre er vigtig for at kunne planlægge hvilke forsøg man vil gå i gang med. Først herefter kan man gå i gang med forsøg og observationer.

Forsøg og observationer

At lave forsøg er at udføre praktiske eksperimenter. Forsøg er nøje planlagt efter ideen med hypotesen. Forsøg udføres ofte i naturen eller i et laboratorium. For at resultaterne skal kunne bruges til noget, skal forsøgene kunne dokumenteres, så andre forskere kan udføre samme forsøg. Man sørger for at gentage forsøgene, udføre tests og lave kontrolforsøg. På den måde bliver forsøgene accepteret og i orden. Man siger, at forsøgene er ”gyldige”.

Man kan godt undersøge flere ting, men ikke på én gang. Når man laver forsøg, er det en god hovedregel kun at ændre på en ting ad gangen. På den måde kan man være sikker på, hvilke konsekvenser det kan få at ændre netop denne ene faktor. Hvis man vil undersøge flere faktorer, må man planlægge sine forsøg, så der kun ændres én faktor ad gangen. Det kan betyde, at man må lave flere forsøg – en hel forsøgsrække.
At observere betyder at iagttage. Man skal simpelthen undersøge ved at se og samle informationer. Alle observationerne skal skrives ned, så man har styr på det man har set og måske kan finde et system i det. Grundige observationer er af stor betydning for naturvidenskaben, for de danner grundlag for det videre arbejde. Og er måske basis for nye teorier.

Man sørger for ikke at observere for mange ting på samme tid.

Mange hypoteser må forkastes, når først der er lavet grundige observationer og forsøg – fordi hypotesen simpelthen ikke holder.

Sammenligning

Nogle gange kan man som forsker slet ikke forstå, det der sker. Det kan selvfølgelig være lidt frustrerende, men faktisk også ret spændende, for så bliver nødt til at tænke over - og komme med ideer til - hvordan man kommer videre. Men når de første observationer og forsøg er udført tilfredsstillende, og data er ordnet, bearbejdet og tolket, så kan man sammenligne med forsøg man har lavet tidligere. Man kan også sammenligne med andre kendte observationer og forsøg. Det gør man for at se, om der er en sammenhæng, så man kan lave en foreløbig konklusion.

Konklusion

Konklusionen er resultatet – et slags facit. Resultatet kan afgøre om hypotesen er korrekt, eller i hvert fald give et praj om man er på rette vej. Er man heldig, er man færdig her og kan måske lave en ny teori, som man kan fortælle andre om. Det kan også hænde, at man bliver overrasket over sine resultater – så må man lave en ny hypotese og starte næsten forfra. Elle måske lave nogle andre observationer og forsøg for at få bekræftet den gamle hypotese. Nogle gange laver man en teori alligevel, men så redegøre man for, hvor der eventuelt er huller i teorien. Andre kan måske så hjælpe med at lukke hullerne, med deres forskning.