Bjerge bliver nedbrudt ganske langsomt af vind og vejr til mindre stykker som sten, grus, sand og ler. En sådan nedbrydning af en bjergart kaldes mekanisk forvitring. Den mekaniske forvitring sker når is, vind og vand skyller hen over bjerget og river små stykker af bjergarten løs. Der sker ved erosion. Erosion kan ske på flere måder:

-        Når det regner dannes vandløb, som slider hen over bjergene. Vandløbene fører sten, grus, sand og ler med sig ned ad bjergene. De materialer vandet fører med sig, forstærker erosionen, når materialerne slider mod bunden af vandløbet. Materialerne bliver ført med vandløbet ud mod havet.

-        Når det blæser kan vinden føre små sandkorn med sig. Sandet sliber lidt af bjergene væk - ligesom sandpapir.

-        Når en gletsjer skurer hen over et område, skraber den i overfladen og river klippeblokke og sten løs fra bjerget.  Når Isen er smeltet efterlader den en blandet mængde af mindre og større stykker sten og grus som isen har knust og revet løs fra bjerget - det kaldes moræne.

-        I områder, hvor der er stor temperaturforskel på nat og dag, opvarmer Solen bjerget om dagen. Det betyder at det yderste, opvarmede lag af bjerget udvider sig mere end de indre lag om dagen. Om natten, når temperaturen daler, trækker de ydre lag sig sammen igen. Denne proces skaber efterhånden revner i de yderste lag, der lidt efter lidt skaller af.

-        Når der er trængt vand ned i små revner i bjerget, vil dette regnvand i frostvejr fryse til is og udvide sig - på den måde bliver revnerne større. Det kan betyde at sten og grus sprækker af bjerget.

Det uorganiske materiale i sedimenterne klassificeres efter kornstørrelse:

Dette materiale bliver ført med vandløb og floder fra bjergene og ud i havet. Jo større hastighed floden har, des større sten kan vandet bringe med sig. Det betyder at på stille afsnit bliver større partikler efterladt for i stille vand er det kun de mindste lerpartikler, der kan holde sig flydende.

Illustrationen viser hvordan partikler efterhånden bundfældes til forskellige lag. Her ses en udvikling over tid, hvor de svævende partikler (1) lægger sig på bunden (2-3), så der til sidst (4) er sedimenter i forskellige lag.

Vandets hastighed i vandløb afgøres af mange faktorer. Blandt andet: vandløbets bredde og hældning, mængden af nedbør og derfor af vandmængde i vandløbet samt hvilken undergrund vandløbet løber hen over. Vandløbenes evne til at transportere det eroderede materiale afgør, hvor meget og hvilken slags sedimenter der bliver tilført de kystnære områder.

Materialet lægger sig efterhånden på havbunden – det bliver til sedimenter. Disse sedimenter indeholder typisk en del silikater fra de nedbrudte bjergarter. Silikater er forskellige forbindelser af Silicium og Oxygen - fx kvarts (SiO2) er hovedbestanddelen i almindeligt strandsand.

Der kommer også materiale med tidevand og bølger. En orkan kan fx også bringe mange sten med sig. Sediment bragt til fra havet vil ofte indeholde en hel del kalk. Det stammer fra forskellige skaller fra havlevende dyr.

Livet i havet – planter og dyr – vil også dale ned på havbunden og blive til sedimenter. Sådanne organiske sedimenter vil ofte indeholde meget kulstof og en del svovl.
Således kan sedimenter i kystnære områder komme fra tre kilder:

Sedimenterne i havet kan fortælle, hvilke forhold der var på det tidspunkt, de blev dannet. Hvis der fx er mange store sten i et sedimentlag, er det sandsynligt, at der har været en orkan, da laget blev dannet. Hvis der er lidt organisk materiale i et sedimentlag, er laget måske dannet i en tid, hvor der ikke var meget liv i havet.