De lokale kalder St. Croix for “the big island”, og den er da også arealmæssigt den største af de tre beboede øer i US Virgin Islands.

Øen er ca. 33 km lang og 8 km på det bredeste sted, arealet er 220 km², omtrent det samme som Møn. Højeste punkt ligger ca. 350 meter over havet. Indbyggertallet på officielt 53.234 (folketællingen år 2000) er omtrent det samme som på St. Thomas. Tallene for begge øer er dog i underkanten, da der også er en del illegale immigranter fra bl.a. Haiti.

De oprindelige beboere var indianerne, der levede af jagt, fiskeri og agerbrug. Især arawak indianerne, var dygtige landmænd, hvis landsbyer lå omgivet af haver og marker hvor de bl.a. dyrkede majs og cassava – ordet arawak stammer fra deres egen betegnelse for cassavamel. De var også kendt som Taino indianerne. Da spanierne kom til jomfruøerne var det imidlertid Carib indianere de mødte. Dette noget mere krigeriske folk havde fordrevet arawakerne fra mange af øerne i det der skulle blive kendt som det Caribiske Hav.

Christoffer Columbus kom til St. Croix i 1493, på sin anden tur til det som han stadig troede var Kina eller Indien. Hans folk gik i land ved det der i dag kaldes Salt River Bay på nordkysten, og fandt en Carib-landsby. På vejen tilbage til flagskibet blev de mødt af en kano med carib-indianere, som beskød dem med pile. Der var tab på begge sider, i det første dokumenterede sammenstød mellem europæerne og de oprindelige indbyggere i ”den nye verden”.

Columbus kaldte øen Santa Cruz, spansk for ”Det Hellige Kors” og hele øgruppen for Jomfruøerne. Saint Croix, den franske oversættelse af øens navn fulgte med under senere ejere. Efter spanierne, der aldrig for alvor bosatte sig fulgte englændere, hollænder, franskmænd og sågar malteser-ordenen op gennem 1600-tallet. Da var de oprindelige indbyggere for længst fordrevet eller udryddet. Frankrig solgte i 1733 St. Croix til Danmark, der på det tidspunkt allerede havde de mindre øer St. Thomas og St. Jan ca. 60 km nord for, og som var interesseret i mere jord til sukkerdyrkning.

Det danske handelsselskab Vestindisk-Guineisk Kompagni overtog øen i 1734, og ønskede naturligt nok at den hurtigt blev opmålt og udstykket til plantager som kunne producere sukker til eksport. Det kom ikke til at foregå helt som man forestillede sig, blandt andet fordi det var svært at bane sig vej i det tætte krat som udgjorde bevoksningen på det meste af øen. Desuden døde mange af de udsendte landmålere, andre stak simpelthen af med de kostbare måleinstrumenter.

Hovedbyen Christiansted blev grundlagt umiddelbart efter overtagelsen, den anden by, Frederiksted på vestenden af øen er fra 1752. Det første komplette kort forelå i 1750, og kaldes Cronenberg-Jægersberg kortet. Det viser veje og plantager, med marker, møller og huse, herunder plantørboliger og slavernes hytter. Dette kort var i mange år forsvundet, og er først på det seneste dukket op fra en skuffe på Søkortarkivet1 og taget i brug til forskningsformål. Til gengæld er J.M. Beck’s kort fra 1754 meget udbredt, selv om det slet ikke er så detaljeret som C-J kortet, måske fordi det i kraft at sit sort-hvid layout var let at trykke.

Op gennem 1700-tallet kom der gennem opmåling styr på ejerforholdene, det meste af jorden blev taget i brug til sukkerdyrkning, ledsaget af en konstant import af afrikanske slaver, der måtte slide på markerne under umenneskelige forhold. Samtidig opførtes vindmøller og fabriksbygninger til presning og forarbejdning af sukkersaften på næsten alle plantager.

Et vigtigt biprodukt fra sukkerfremstillingen var rom, som man kunne destillere fra den afpressede saft. Det er den situation, der er vist på officeren, landmåleren og plantageejeren P. L. Oxholms kort som er trykt i Købehavn 1799, og som hele vejen op gennem 1800-tallet var det bedste kort man havde til rådighed over øen.

På de gamle kort ser man tydeligt den struktur som plantagesystemet lagde over øen. Vejene er rette linjer, det samme gælder grænserne mellem de enkelte kvarterer, dette mønster ses også på kort, satellit- og flybilleder fra nutiden. Hovedfærdselsåren mellem Christiansted og Frederiksted var ”Center Line” som havde været hovedlinjen ved udmålingen af plantagerne på øens vestlige del – den bedst egnede til sukkerdyrkning.

Sukkerdyrkningen udviklede sig i løbet af 1700-tallet, hvor priserne på sukker var gunstige. Det fik store konsekvenser for arealanvendelsen på øen. Omkring år 1800 da sukkerdyrkningen var på sit højeste var der 30.000 indbyggere på St. Croix, af dem var 25.000 slaver.

I 1792 kom den danske regering med en forordning som sagde at importen af slaver skulle ophøre efter 10 år, altså i 1802. Det blev for det meste respekteret, og plantageejerne var nødt til at mildne slavernes forhold i nogen grad, for at sikre sig at arbejdskraften ikke uddøde for dem!

Under generalguvernør Peter von Scholten (1784-1854, guvernør 1827-1848) forbedredes slavernes forhold, bl.a. blev der oprettet skoler til deres børn. Efter et truende slaveoprør i 1848 bekendtgjorde von Scholten at slaverne nu var frie, men deres levestandard blev kun langsomt bedre, da de fleste stadig var nødt til at arbejde på sukkermarkerne og binde sig til en plantage for et år af gangen. Det førte til en ny, voldsommere opstand i 1878, hvor halvdelen af Frederiksted brændte ned.

Op gennem 1800-tallet blev forholdene for sukkerdyrkning dårligere, blandt andet fordi man hjemme i Europa havde fundet ud af at udvinde sukker fra roer. Selv om udbyttet ikke var så højt som med sukkerrør sparede man på transportomkostningerne. Samtidig kom der også øget konkurrence fra Brasilien og andre lande i troperne. Det var kort sagt en dårlig forretning for Danmark at have den vestindiske koloni, og selv om man prøvede forskellige ting såsom satsning på kvægavl fandt man ikke nogen løsning, og der var efterhånden stemning i regering og Folketing for at prøve at komme af med øerne.

Det lykkedes i 1917, da de blev solgt til USA for 25 mio. dollars. Grunden til at amerikanerne ville overtage øerne var dels, at de lå strategisk i forhold til Panama-kanalen, der var gjort færdig i 1913 og dels at man her midt under 1. Verdenskrig ville forhindre Tyskland i at få kontrol over øerne som et støttepunkt nær USA.

Frem til 1936 hørte øerne under den amerikanske flåde og der skete meget lidt med hensyn til forbedring af levevilkårene, og først i 1970 fik de så meget selvstyre at befolkningen selv kunne vælge guvernøren. Efter 2. Verdenskrig var der dog så småt kommet gang i turismen, især til St. Thomas der i dag modtager mange krydstogtskibe og St. Jan der med sin store nationalpark er kendt som uspoleret naturområde.

På St. Croix var man dog også ved at opbygge en turistindustri, da orkanen Hugo ramte i september 1989. Den ødelagde mange ejendomme, og gav samtidig St. Croix et ry som et farligt sted at opholde sig. I mellemtiden var der også sket en vis udvikling af industri på St. Croix, især ved placeringen af et meget stort olie-raffinaderi, i dag kendt som Hovensa på sydsiden af øen. I forbindelse hermed kom der også en lufthavn og en motortrafikvej til aflastning af den gamle Center Line Road. Sukkerdyrkningen ophørte helt midt i 60’erne, men der fremstilles stadig Cruzan rom, som nu er et kendt mærke og en god indtægtskilde.

Naturgrundlag, vejr og klima

Jomfruøernes geologiske oprindelse, herunder altså St. Croix’, er vulkansk. Det vil sige at øernes undergrund er dannet af lava som er flydt ud på havbunden under perioder med høj vulkansk aktivitet. Øerne er forholdsvis unge, de ældste klipper man har funder er ca. 100 mio. år gamle, meget yngre end klipperne på Bornholm og i Skåne. Senere hævninger og sænkninger af øerne i forhold til havoverfladen har skabt kalkstens-formationer, som er med til at præge især St. Croix. Disse formationer er dannet af koralrev som voksede mellem øer af ældre klippemateriale, i geologiske perioder med relativt højere vandstand end nu.

Klimaet defineres som subtropisk, med en temmelig markant forskel på en årlig tørtid og regntid. Det er noget køligere end på den tilsvarende breddegrad på det mellem-amerikanske fastland. Det skyldes den kølende effekt af de omgivende vand. At klimaet også opleves mere behageligt skyldes passatvindene som blæser meget konstant fra øst.

Det er forskelligt hvor meget nedbør der kommer på de forskellige dele af øen, trods dens ringe størrelse. Det regner mest i bakkerne på den nordvestlige del af øen, hvor vegetationen er regnskovsagtig, og mindst på øst-enden, hvor vegetationen består af græs, buske og kaktus. Samtidig varierer nedbøren fra år til år, og har ofte været mindre end hvad der er nødvendigt for at sukkerrør kan vokse tilstrækkeligt. Når der ydermere ikke er grundvand af betydning og kun små vandløb, de fleste kun med vand i regntiden, er der også kun ringe mulighed for kunstvanding.

St. Croix er derfor på kanten af at være et sted, hvor det kan betale sig at dyrke sukkerrør, man siger at øen er marginal i den sammenhæng. Tidligere kunne det hurtigt blive en underskudsforretning hvis sukkerprisen faldt på verdensmarkedet. Det er derfor ikke overraskende, at anvendelsen af jorden på St. Croix har ændret sig meget med tiden, afhængigt af hvad der har kunnet betale sig for ejerne.

På Galathea3-projektet St. Croix i fortid og nutid ønskede forskerne at få overblik over, hvordan arealerne på øen var blevet anvendt gennem tiden (i praksis fra da Danmark overtog den som koloni i 1734) . Som kilder havde de dels forskellige statisktikker og dels den serie af kort, omtalt ovenfor, som det lykkedes at finde i arkiverne.

I modsætning til moderne kortmateriale, der for langt de flestes vedkommende også findes i digital form til visning på Internet, måtte de selv bringe de gamle kort på en form, hvor det var muligt at analysere dem med computer, i et program der kaldes et Geografisk Informationssystem, i dagligt tale et GIS. Efter at kortene var scannet ind, var opgaven at finde punkter, f.eks. bygninger eller vejkryds der svarede til de samme steder på de moderne kort med pålidelige koordinater. Når der er fundet tilstrækkelig mange punkter, bliver det muligt at dreje og strække det gamle kort, så det matcher kortprojektionen i det moderne (referencen).

Det er samme proces som man bruger, når billeder fra fly og satellit tilpasses digitale kort i GIS. Efter tilpasningen af de gamle indscannede kort kunne forskerne digitalisere de ønskede oplysninger, blandet andet sukker- og bomuldsmarker, og ejernes navne ind i GIS-databasen. Det er bl.a. disse digitaliserede data, som I skal arbejde med i opgavesættet.

Kilder
Dookhan, Isaac (1994): A History of the Virgin Islands of the United States. Canoe Press.

Hopkins, Daniel (1989): An extraordinary eighteenth-century map of the Danish sugar-plantation island St. Croix. Imago Mundi, Volume 41, pp. 44-58.

Hopkins (1990): The Eighteenth-Century Cartography of St. Croix, Danish West Indies. Paper presented at the annual meeting of the Society for the History of Discoveries, Ocho Rios, Jamaica, October, 1990. Available at the project web site: http://cas.umkc.edu/StCroix/mapping/illustratedessay.htm

Hopkins, Daniel (1993): Peter Lotharius Oxholm and late eighteenth-century Danish West Indian cartography. In ”The Danish presence and legacy in the Virgin Islands”, Svend E. Holsoe and John H. McCollum, eds.; Frederiksted, St. Croix: St. Croix Landmarks Society, pp. 29-56. 2

MapInfo Users Guide

McGuire, James W. (1925): Geographic Dictionary of the Virgin Islands of the United States. Department of Commerce, U.S. Coast and Geodetic Survey, Special Publication No. 103.

Shaw, Earl B. (1933): St. Croix: A marginal sugar producing island. Geographical Review 23: 414-422.

Ryberg, Hugo (1945): A list of The names of INHABITANTS The Danish Westindian Islands (The VIRGIN ISLANDS) from 1650 – ca. 1825. Manuskript tilgængeligt på:
http://www.dkconsulateusvi.com/Inhabitants/Inhabitants07052002.pdf

Watts, David (1987): The West Indies: patterns of Development, Culture and Environmental Change since 1492. Cambridge studies in historical geography, Cambridge University Press.

Westergaard, Waldemar (1938): A St. Croix Map of 1766: With a Note on its Significance in West Indian Plantation Economy. The Journal of Negro History, vol. 23, no. 2 (April 1938) pp. 216-228. .